Kirken styrker sit sociale arbejde

Folkekirken er i Danmark mest kendt for sine i halvtomme kirker. Men den får også en mere og mere udadvendt funktion i kraft af sit sociale arbejde.

Gudstjenester. Barnedåb. Bryllupper. Begravelser.

Det er det traditionelle billede af den danske folkekirke. En kirke, der servicerer danskerne ved højtider i mere end en forstand. Men selv har kirken en ambition om at være meget mere. Den vil ud af kirkerummet og ind i samfundet med det kirkelige sociale arbejde, det såkaldte diakonale arbejde.

På landsplan er der i mindst fyrre foreninger for kirkeligt socialt arbejde, og ved siden af disse findes der mange lokale initiativer. Så folkekirken styrker i disse år sit sociale engagement.

Dermed er der et opgør i gang med den tidligere dominerende holdning blandt præster, at kirken skulle holde sig inde for egne døre, mens socialt arbejde var samfundets opgave.

Således er der alene inden for de sidste par år blevet ansat omkring 150 sognemedhjælpere rundt om i landet, der som hovedopgave har det diakonale arbejde i sognet

Fat i de svageste

Men folkekirken har dog ingen ambition om at overtage statens sociale opgaver.

»Vi betaler vores skat for, at staten skal hjælpe os, når vi bliver syge, eller gamle og svage - og sådan skal det også være. Det kirken kan, er at være i direkte kontakt med de svageste, eller dem, som systemet af den ene eller anden grund ikke kan få fat i. Samtidig kan kirken være med til at afhjælpe de problemer, som det offentlige ikke har ressourcer til. Det kan eksempelvis være ensomhed.«siger Ole Skou, der er generalsekretær i landsorganisationen Samvirkende Menighedsplejer, som er det sociale arbejde, der foregår lokalt i sognene.

»Det diakonale arbejde er som en terrier, der bider systemet i haserne og taler de svages sag. Der er folk i vores samfund, som staten har svært ved at hjælpe. Nogle af disse folk føler sig uretfærdigt behandlet af systemet, men de har svært ved at tale for sig. Disse folk kan få hjælp gennem det diakonale arbejde,« tilføjer Henrik Stubkjær, der er forstander på Diakonhøjskolen og tidligere arbejdede som studenterpræst i Århus og i Folkekirkens Nødhjælp.

Han mener, at det offentliges fokus på rationaliseringer og nedskæringer giver problemer for omsorgen.

»Det offentlige har en tendens til at nøjes med at se på menneskets fysiske behov. Men mennesket er både ånd, sjæl og legeme, og vi får altså ikke en bedre velfærd, hvis vi udelukkende beskæftiger os med legemet og glemmer sjælen,« siger Henrik Stubkjær.

»Diakoni er ikke en måde at slå folk oven i hovedet med biblen, det er ikke missionsarbejde. Diakonalt arbejde handler ikke om at forkynde eller prædike Guds ord, det handler derimod om gennem handling at vise næstekærligheden,« siger Ole Skou.

Næstekærligheden

Næstekærligheden viser sig blandt andet ved, at de frivillige i det kirkelige sociale arbejde ikke behandler folk som ofre.

»Når vi møder narkomanen, så forsøger vi at se andet end narkomanien. Vi forsøger at se det hele menneske. Derfor opfatter vi heller ikke folk som ofre. Vi møder dem med respekt og i øjenhøjde,« siger Henrik Stubkjær.

Netop den tætte kontakt mellem mennesker ude i sognene, ser han som et af det kirkelige sociale arbejdes styrker:

»Når det diakonale arbejde foregår i sognene, er det lettere for det at tilpasse sig de enkelte menneskers behov. Samtidig er det muligt hurtigt at omstille sig. Denne hurtige omstillingsevne er sværere at bevare i en centralt styret sektor. Folk, der ikke kommer ud af kontoret og ud blandt mennesker, har naturligvis sværere ved at finde ud af, hvad der rør sig blandt folk,« siger Henrik Stubkjær.

Ole Skou er enig med Henrik Stubkjær og understreger, at det er afgørende at det er sognene selv, der identificerer problemerne, men at Samvirkende Menighedsplejer derefter hjælper til med at organisere arbejdet.

»Det diakonale arbejde skal ikke påtage sig en hvilken som helst opgave. Der er visse ting som er det offentliges opgaver, og som vi ikke vil påtage os ansvaret for. Det kan for eksempel være længerevarende økonomisk støtte eller langvarige boligkriser. Der er forskel på, at hjælpe folk, der er i akut krise, dem kan vi give madbilletter, en snak og et sted at sove. Men vi er ikke det offentliges hvilepude. Vi skal være de svage og afvigernes talerør og sikkerhedsnet,« siger Henrik Stubkjær.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen