De selvkørende biler overtager næppe rattet lige med det samme – i hvert fald ikke når det regner
En test foretaget af Vejdirektoratet viser, at de selvkørende biler får problemer, når det regner, sner, eller der er mange blade på vejene.
Forventningerne til de selvkørende biler er skyhøje – men der er problemer, når det regner, sner, eller der om efteråret er mange løse blade på vejen.
Nogle eksperter forudser, at mange af bilerne om få år kan køre helt uden hjælp fra mennesker. Men et forsøg, som Vejdirektoratet for nylig har gennemført på en række danske motorveje, viser, at våde veje driller biler med selvkørende teknologi så meget, at de kun kan læse 85 pct. af striberne på vejene, når det regner – mod 98 pct. på en tør vej.
Når vejen er tør, og det er dagslys, klarer bilerne med den selvkørende teknologi sig godt. Men om natten og i regn går det ikke så godt.Andreas Egense, afdelingsleder, Vejdirektoratet
Afdelingsleder Andreas Egense fra Vejdirektoratet, der står i spidsen for arbejdet med at gøre de danske veje klar til selvkørende biler, forklarer det således:
»Når vejen er tør, og det er dagslys, klarer bilerne med den selvkørende teknologi sig godt. Men om natten og i regn går det ikke så godt.«
Bilerne bruger striberne på vejen til at navigere efter, derfor er det afgørende, at de kan læse striberne.
»Vi kan ikke have biler, der kører med 130 km/t. på motorvejen, hvor de i en lille procentdel af tiden ikke kan læse striberne – og så kører galt. Derfor skal vi meget tæt på en 100 pct. korrekt aflæsning af striberne, før vi kan overlade ansvaret til bilerne selv,« fastslår Andreas Egense, der torsdag er vært for en større konference om selvkørende biler.
Støj og sneplove
Testen skal bruges til at se, om afstribningen på motorvejene er god nok til at slippe de førerløse biler løs.
»Vi vil kigge på, om vi kan udvikle afstribningen, så køretøjerne lettere kan genkende striberne. En mulighed er også at lave mere profilerede striber, som stikker lidt op. Her er problemet imidlertid, at det giver mere støj, og at der kan være problemer i forhold til sneplove om vinteren.«
Andreas Egense tror stadig på, at de første biler, der er klar til delvis at kunne køre selv, kommer på markedet til næste år. Hans bud er, at alle nye biler, der bliver solgt i 2030, vil være selvkørende, men han tror ikke, at alle biler i Danmark er selvkørende før i 2055.
Trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet er mere skeptisk.
»Jeg tror ikke på, at systemet med at køre efter striberne på vejen kan stå alene. Der skal mere til. Det kan f.eks. være digitale kort – eller det kan være placeringen af små radiosendere nede i vejbanen,« siger han.
»Og når det handler om selvkørende biler inde i byerne, så tror jeg, at der vil gå rigtig mange år, hvis de nogensinde kommer. Det er lettere ude på motorvejene eller på vejene i de tyndtbefolkede egne.«
Harry Lahrmann tror, at en virksomhed som Google kan overhale de offentlige myndigheder indenom, for Google er hurtigere og mere effektivt, når det handler om udvikling af digitale kort og trafikinformation.