Landsdækkende kontrol: Politiet standsede 2.960 køretøjer og fandt over 1.500 fejl
I et enkelt tilfælde var politiet nødt til at inddrage et køretøjs nummerplader.
I løbet af efterårsferien gennemførte politiet en målrettet indsats for at finde fejl og mangler på køretøjer landet over.
Ifølge Rigspolitiet blev der i løbet af perioden i alt standset 2.960 køretøjer. På dem blev der konstateret lidt over 1.500 forseelser.
Indsatsen havde desuden til formål at kontrollere, om førerne var i besiddelse af gyldigt kørekort, hvilket ikke var tilfældet hos ni bilister.
I et enkelt tilfælde var politiet nødt til at inddrage nummerpladerne på baggrund af færdselslovens § 77, der siger, at »såfremt køretøjet er til fare for færdselssikkerheden, kan dets nummerplader inddrages«.
Foruden generelle fejl og mangler ved køretøjerne blev seks bilister desuden sigtet for spirituskørsel, ligesom syv bilister blev sigtet for at køre under påvirkning af narkotika eller medicin.