Hvem er vinder i ny klimaaftale?
Regeringen mener, at klimaet – og Danmark – vinder, Greenpeace mener, at Danmark slipper alt for billigt, fordi vi kan tælle optag af CO2 i jord og skove med i vores reduktion.
Klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) er godt tilfreds med den klimaaftale, som EU’s klima- og energiministre i går blev enige om. Kun Sverige og Luxembourg skal med 40 pct. reducere deres udledning af drivhusgasser i 2030 en anelse mere end Danmarks 39.
Det er en god aftale for Danmark, for klimaet og for Europa. Og det er et godt signal overfor USA og USA’s præsident at vise, at vi i Europa tager lederskab på klimaområdet.Lars Chr. Lilleholt (V), klima- og energiminister
I den anden ende slipper Polen, der bl.a. er kendt som storproducent af kul, med en reduktion på blot 7 pct.
»Det er en god aftale for Danmark, for klimaet og for Europa. Og det er et godt signal over for USA og USA’s præsident at vise, at vi i Europa tager lederskab på klimaområdet,« siger ministeren.
Aftalen handler om udledningen af drivhusgasser på de ikke kvotebelagte områder herunder udledningen fra bønder, biler og boliger, hvor især udledningen fra landbrug og transport har været vanskelig at få nedbragt.
Greenpeace: For lidt
Energi- og klimaministeren tror, at målene kan nås, og at det kan ende med at blive en gevinst for Danmark pga. salg af endnu flere vindmøller og endnu mere grøn teknologi. Han vil ikke sige præcis, hvordan han vil nedbringe udledningen af drivhusgasser fra køer, grise og biler, men lover et energiudspil efter nytår.
Samtidig erkender han, at det kun er muligt at nå målene for Danmark, fordi vi har fået de andre landes accept af at medregne den CO2, der bliver optaget i jorden og i skovene, samt at købe ledige CO2 kvoter fra andre EU-lande.
Klima- og energimedarbejder Tarjei Haaland, Greenpeace, er bekymret:
»Ved at medregne den CO2, der opsuges af jorden og skovene, er det en meget lille reduktion, vi skal gennemføre. Det er problematisk, at man ikke får gjort noget ved den store udledning fra grise og køer, der alene står for 18 pct. af Danmarks samlede udledning,« mener Tarjei Haaland, der forudser ekstra store krav efter 2030.