Fortsæt til indhold
Indland

Mistænkt for at huse illegale indvandrere: Kirkens Korshær skal betale 170.000 kr. tilbage

Offentlige støttekroner må ikke gå til personer uden lovligt ophold i Danmark, påpeger Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen kræver 170.000 støttekroner tilbage fra hjælpeorganisationen Kirkens Korshær og sætter samtidig flere af organisationens nuværende og fremtidige projekter under skærpet tilsyn i et år, skriver TV 2.

Det sker, da organisationen er under mistanke for at have haft illegale indvandrere blandt dets brugere af et nødovernatningstilbud i Hellig Kors Kirke i København i perioden november 2016 til slutningen af marts i år.

Socialstyrelsen havde krævet en afrapportering fra organisationen, hvor der var blevet svaret »nej« til, at alle brugerne af nødovernatningen havde haft lovligt ophold.

Hos Kirkens Korshær tager man afgørelsen til efterretning.

»Det må vi naturligvis bøje os for. Men at pengene er blevet brugt til mennesker, som er kommet ind i ly, og at midlerne dermed måske også har reddet nogle menneskeliv over vinteren, det er i hvert fald et godt udbytte,« siger Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær, til TV 2.

At Socialstyrelsen onsdag krævede at få 170.000 støttekroner tilbagebetalt fra hjælpeorganisationen skyldes, at offentlige støttekroner ikke må gå til personer uden lovligt ophold i Danmark.