Regionsrådsformand: Om senest to måneder skal letbanen køre
Regionsrådsformand Bent Hansen (S) vil lige nu bruge kræfterne på at få letbanen til at trille – så kan erstatningssagerne komme bagefter.
»Allersenest den 26. november skal den nye letbane være i drift – og den skal køre helt til Odder,« lyder det fra regionsrådsformand Bent Hansen (S), der på vegne af Region Midtjylland ejer 50 pct. af Aarhus Letbane I/S.
Lige nu håber jeg på en stor åbning senest den 26. november med tog helt ned til Odder.Bent Hansen (S), regionsrådsformand
Bent Hansen er ikke tilfreds med, hvad der er sket med letbanen den seneste uge. Men selv om han er vred og skuffet over, at den store åbning i lørdags i sidste øjeblik blev aflyst, så afviser han både at fyre direktøren for letbanen, Claus Rehfeld Moshøj, der allerede har sagt op og forlader sit job til nytår, og at man her og nu skal begynde at føre retssager mod de ansvarlige.
»Nu skal vi bruge kræfterne på at få de her letbanetog ud at køre – at føre retssager her og nu vil gå op i hat og blå briller. Lige nu håber jeg, at vi kan lave en stor åbning senest den 26. november med letbanetog både inde i Aarhus by og helt ned til Odder. Hvis man kan få letbanen til at køre inde i byen inden, så rigtig gerne. Men for mig er den rigtige deadline nu den 26. november.«
Ifølge Bent Hansen kommer der utvivlsomt en del ekstra omkostninger på grund af den kaotiske aflysning af letbanens debut.
»For hver måned, åbningen bliver forsinket, koster det regionen 1,1 mio. kr. for at skaffe erstatning for de letbanetog, der ikke kører. Dertil kommer løn til de lokomotivfører, der venter på at komme til at køre med letbanen. Derfor skal vi på et tidspunkt have dækket de regninger enten ved en voldgift, en retssag eller et forlig. Men den snak kommer senere,« mener Bent Hansen.
Administrative problemer
Aarhus Letbane afleverede i går en længere redegørelse til ejerne af letbanen – Aarhus Kommune og Region Midtjylland. Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) betegnede det ved fremlæggelsen som »utilfredsstillende og kritisabelt«, at Aarhus Letbane fejlvurderede, hvornår letbanen kunne åbne.
I redegørelsen oplyser letbaneselskabet, at man har imødekommet 57 af de 59 indvendinger, som Trafikstyrelsen gav som begrundelse for, at man ikke ville lade letbanen køre med passagerer. Selskabet mener, at det ikke er sikkerheden ved driften, der har været sat spørgsmålstegn ved, men de sikkerhedsregler, som selskabets operatør, Keolis, har sat op.
»Hvad angår Keolis, er der tale om udfordringer med de administrative rammer og ikke om sikkerheden af selve driften,« står der bl.a. i redegørelsen, hvor man også erkender problemer: »Aarhus Letbane vurderer ikke, at Keolis’ sikkerhedsledelsessystem er tilstrækkeligt godt.«
Redegørelsen fik i går vicedirektør Kåre Clemmesen fra Trafikstyrelsen til at svare:
»Trafikstyrelsen tager positivt imod redegørelsen. Den bærer præg af, at Aarhus Letbane har handlet hurtigt og har taget seriøst fat på de sikkerhedsmæssige aspekter, der udestår både hos Aarhus Letbane og hos operatøren Keolis,« lyder det i en kommentar fra Kåre Clemmesen.
Trafikstyrelsen mødes allerede i dag med Keolis for at drøfte den videre proces.
For at være sikker på at få letbanen til at rulle hurtigst muligt, har Aarhus Letbane samtidig bedt Københavns Metro hjælpe med at få styr på sikkerheden.