Danske forskere opfinder kunstig bombehund
Forskere fra Danmarks Tekniske Universitet har lavet en kunstig "næse," der skal sniffe sig frem til bomber.
Sprængstof, narko, fordærvet kød og kvaliteten af vin. Det er nogle af de ting, som en ny kunstig "næse" kan registrere.
Det skriver Danmarks Tekniske Universitet i en pressemeddelelse.
En gruppe danske forskere fra DTU har lavet en prototype til et kemisk ”sniffer-system,” der kan erstatte bombe- og narkohunden.
»Vi har både lavet forsøg med at suge luft fra mindre beholdere, som svarer til f.eks. en taske eller en kuffert, og fra en stor industricontainer, som typisk bruges i forbindelse med smugling. Begge dele udviste lovende resultater,« siger Mogens Havsteen Jakobsen, seniorforsker på DTU Nanotech, i pressemeddelelsen.
Den kunstige næse er egentlig en chip, som kan ”lugte” sig frem til molekylestrukturer fra forskellige kendte stoffer. Et særligt kamera tager så en række billeder af chippen, og ud fra farveændringer på chippen kan man afgøre, hvilke lugtstoffer, der er i luften.
Under udviklingen af den kunstige næse har forskerne haft særligt fokus på sprængstof, da det i stigende grad er en trussel i samfundet, skriver DTU i pressemeddelelsen.
Der går dog nogle år, før systemet er færdigudviklet og kan bruges i Mærsk-containere eller på bagagebåndet i landets lufthavne.
»Der mangler stadig et par trin, inden vi har den endelige device, men inden for et par år vil det være muligt at have et fuldt udviklet system, som kan spore sprængstoffer og narko,« fortæller Mogens Havsteen Jakobsen i meddelelsen.