Fortsæt til indhold
Indland

Overblik: Jagten på Lars Hedegaards attentatmand

Manden, der mistænkes for drabsforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard i 2013 meldes dræbt.

/ritzau/

I flere år har danske myndigheder forsøgt at få fat i Basil Hassan, der mistænktes for at have forsøgt at slå journalisten og debattøren Lars Hedegaard ihjel.

Nu meldes han ifølge Politiken dræbt i Mellemøsten.

Her følger en kronologi over sagen:

  • Februar 2013: Lars Hedegaard, den daværende formand for Trykkefrihedsselskabet, bliver forsøgt skudt uden for sit hjem på Frederiksberg.
  • April 2014: Politiet oplyser, at den mistænkte gerningsmand er tilbageholdt og anholdt i udlandet. Herefter bliver den 27-årige danske statsborger, der har libanesiske rødder, fængslet i Tyrkiet og kræves udleveret til Danmark.
  • August 2014: Advokaten til den formodede gerningsmand forsøger forgæves at få kontakt med ham. Danmark får oplysninger om, at den anholdte er flyttet til et andet fængsel med henblik på udlevering. Han er overgivet til den tyrkiske sikkerhedstjeneste.
  • September 2014: Politiets Efterretningstjeneste og politiet forsøger at få verificeret oplysningerne. De har ikke held med at lokalisere den anholdte.
  • Oktober 2014: Politiets Efterretningstjeneste (PET) fortæller Lars Hedegaard, at den formodede gerningsmand er blevet sat på fri fod i Tyrkiet. Tyrkiet vil ikke forklare, hvor manden er. Myndighederne i Ankara bekræfter angiveligt heller ikke, at han er sat fri.
  • En delegation bestående af danske embedsmænd rejser til Ankara for at mødes med de tyrkiske myndigheder. De bekræfter over for den danske delegation, at den formodede attentatmand er blevet løsladt.
  • Der har været spekulationer fremme om, at danskeren var en del af en fangeudveksling mellem Tyrkiet og Islamisk Stat 20. september 2014, hvor omkring 50 tyrkiske gidsler blev frigivet. Men det er ikke officielt bekræftet.
  • Marts 2016: Lars Hedegaard straffes med en bøde på 10.000 kroner for at bryde navneforbuddet på den formodede gerningsmand.
  • Maj 2016: Jyllands-Posten beretter, at den formodede gerningsmand ifølge anonyme kilder tæt på regeringen og efterforskningen med 99,9 procents sikkerhed er blevet udleveret til den militante gruppe Islamisk Stat (IS).
  • 14. december 2016 ophæves forbuddet mod at nævne Basil Hassans navn. Det sker, fordi der er gået så lang tid, og efter at det amerikanske udenrigsministerium offentliggør oplysninger om, at Hassan menes at have tilsluttet sig Islamisk Stat og dermed må betegnes som terrorist.
  • 4. september 2017 oplyser Politiken med Hassans familie som kilde, at han er blevet dræbt i Mellemøsten.