Hver anden pårørende hjælper ældre og syge hver uge
Pårørende knokler så meget, at de skal sikres støtte i lovgivningen, mener en række organisationer.
Flere gange hver uge – nogle endda hver dag – hjælper over halvdelen af de pårørende deres nære og kære med stort og småt.
Det viser en undersøgelse fra Ældre Sagen, og det er især praktiske ting som rengøring, madlavning, transport og indkøb, som fylder på de pårørendes dosmerseddel. Godt 750.000 danskere vurderes at fungere som pårørende, og det sker ikke udelukkende af kærlighed. 44 pct. tilkendegiver, at de hjælper, fordi den offentlige hjælp er utilstrækkelig.
Ifølge seniorkonsulent Marie Lilja Jensen fra Ældre Sagen har de pårørendes hjælp et omfang, så det kan blive en voldsom belastning.
»Hvis kommunerne inddrager de pårørende for meget og trækker for hårdt på deres hjælp, lurer risikoen for nedslidning af netop de pårørende f.eks. i form af sygemelding. Ingen har interesse i at stå med to syge i stedet for en,« siger hun.
Bekymringen for de pårørende er baggrunden for, at Ældre Sagen og 12 andre organisationer – f.eks. Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danske Handicaporganisationer – har formuleret en appel til regeringen om at sikre de pårørende den nødvendige opbakning i lovgivningen.
Det kan være i form af pårørendevejledere i kommunerne og kurser, som guider de pårørende gennem de udfordringer, som følger med at hjælpe en syg eller gammel.
Ældreminister Thyra Frank (LA) er enig i behovet for mere opbakning til de pårørende, og hun afviser ikke lovgivning.
»Der er en fare for, at pårørende bukker under, fordi de yder og yder. Det er en ledelsesopgave at holde øje med, at de kan klare opgaven, og det er en kommunal opgave at sørge for den nødvendige opbakning, anerkendelse og respekt, som er meget vigtig,« siger hun.
I kommuneforeningen KL fastslår borgmester Thomas Adelskov (S), formand for social- og sundhedsudvalget, at de pårørende gør et stort arbejde, og han forstår godt, hvis nogle oplever den offentlige hjælp som utilstrækkelig.
»Men det er jo en kendt sag, at kommunernes økonomi er presset, og vi må prioritere – ofte den personlige pleje fremfor den praktiske hjælp,« siger han, der erklærer sig enig i behovet for yderligere støtte til de pårørende.
»Men lovgivning er ikke svaret, for der blomstrer allerede mange initiativer,« siger han.