- Opdateret 29/08/2017 kl. 09:00
27-årig kvindelig cyklist er blevet dræbt i højresvingsulykke
Ulykken er sket mellem Nordre Ringgade og Nørrebrogade i Aarhus.
Tidligt tirsdag morgen blev en 27-årig kvindelig cyklist ramt af en svingende lastbil i Aarhus.
Ulykken skete i et højresving mellem Nordre Ringgade og Nørrebrogade klokken 6.59.
Kvinden er siden afgået ved døden.
Hendes pårørende er blevet underrettet, oplyser Østjyllands Politi.
I første omgang var meldingen, at ulykken var sket mellem Vestre Ringgade og Randersvej. Det er siden blevet ændret af politiet, der oplyser, at både lastbilen og cyklisten kom kørende ad Nordre Ringgade mod øst.
Ulykken har skabt massiv kø omkring krydset, og bilister bliver opfordret til at finde alternative ruter.
Der er blevet tilkaldt en bilinspektør til stedet, der skal foretage nærmere undersøgelser.