- Opdateret 28/08/2017 kl. 17:28
Kilometerlang kø på Sønderjyske Motorvej efter trafikuheld
Uheldet skete kort før frakørsel 69 Vojens.
Der er mandag eftermiddag sket et færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej, som kortvarigt medførte, at motorvejen i nordgående retning var spærret.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Uheldet skete kort før frakørsel 69 Vojens.
Der var frem til klokken 17.30 kun et spor farbart på strækningen og ifølge politiet »massiv kødannelse« umiddelbart før afkørslen.
Ved uheldet, hvor en bil påkørte en anden bagfra, skete der ingen personskader, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Seneste melding fra Syd- og Sønderjyllands politi lyder på, at der er tæt trafik i nordgående retning og omkring 5-6 km kø.
Bilister opfordres fortsat til at finde alternative ruter.