Københavns ikoniske neonhøne holder pause efter 81 år på pinden
Irmas lysreklame har været fast inventar ved Søerne i København. Nu slukker den på grund af bygningsarbejde.
I 81 år har Irmahønen tronet ved Dronning Louises Bro i København, men det skal nu være slut for en stund.
Bygningen, som den kendte neonreklame sidder på, skal nemlig renoveres, og derfor må hønen flytte fra reden.
Mandag den 28. august bliver der slukket for strømmen til det københavnske varetegn, der troligt har lyst himlen op i aftentimerne siden 1936.
Det er dog kun en midlertidig begivenhed, forsikrer Irmas direktør, Søren Steffensen.
Når man er færdig med at bygge taglejligheder i ejendommen under skiltet, er det meningen, at fjerkræet skal vende tilbage til den vante plads.
»Med 81 år på pinden har hønen fået en helt særlig status hos mange Irma-kunder, københavnere og danskere i det hele taget. Den er gennem årene blevet et vartegn, ikke kun for Nørrebro, men også for hele København. Og til alle dem, der kommer til at savne hønen, vil jeg forsikre, at den kommer tilbage. Vi ved, at mange har et blødt hjerte for Irmahønen, og vi får altid mange henvendelser, så snart der er det mindste med hønen,« siger Søren Steffensen.
Den produktive høne lægger farverige æg syv gange i minuttet og har altså lagt millioner af æg, siden den først blev installeret. I 1953 begyndte den desuden at åbne og lukke næbet.
Den har før været mørklagt ved flere lejligheder - herunder under besættelsen, efter decemberorkanen i 1999 og under Earth Hour i 2009.
Det er endnu uvist, hvornår den klassiske reklame vender tilbage.