Regeringen tilgodeser bagland for millioner
V og K fordeler i disse dage millioner til lokale projekter. Valgkamp for skatteydernes penge, lyder kritikken.
Mens regeringens finanslov for 2018 først ventes at blive præsenteret i næste uge, er Venstre og De Konservative i fuld gang med at dele pengegaver ud til flere mindre projekter rundt om i landet.
Ifølge et internt regeringsnotat har VLAK-regeringen således afsat en millionpulje på den kommende finanslov til netop »mindre initiativer«, som regeringspartierne hver især har fået lov til at tage æren for i offentligheden.
For eksempel har Venstres sundhedsordfører Jane Heitman sammen med den lokale borgmester fået lov til at annoncere 8 mio. kr. årligt til et nyt center for lyst- og kystfiskeri i Assens.
Det er ikke ulovligt. Men det er en uskik, at regeringen bruger en finanslov til at smøre vælgerne i den kommende valgkamp i kommunerne. Det er altså ikke meningen med finansloven. Rigets finanslov skal gavne hele Danmark,
Bertel Haarder (V) har på samme vis fået 5 mio. kr. til Mosede Fort i Greve.
Også De Konservatives folketingsgruppe har fået andel i pengene fra statens husholdningsbudget.
Partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard (K), har eksempelvis sikret 2 mio. kr. til Øresundsakvariet i Helsingør.
Valgkamp for skattekroner
Men det er at føre kommunal valgkamp på skatteydernes regning, lyder kritikken fra De Radikale.
»Det er ikke ulovligt. Men det er en uskik, at regeringen bruger en finanslov til at smøre vælgerne i den kommende valgkamp i kommunerne. Det er altså ikke meningen med finansloven. Rigets finanslov skal gavne hele Danmark,« siger finansordfører Martin Lidegaard.
Puljen på den kommende finanslov er på omkring 100 mio. kr., som er blevet fordelt mellem de tre regeringspartier.
Af regeringsnotatet fremgår det dog, at Liberal Alliance har sendt sin pulje videre til forhandlingerne om lavere skatter.
Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen mener, at politikerne er i deres gode ret til at sikre penge til lokale mærkesager. Men der er en bagside, lyder det.
»Folketingspolitikerne risikerer at blive sagsbehandlere, der uden saglige begrundelser beslutter, hvilke projekter der skal have støtte, og hvilke der ikke skal,« siger Møller Hansen.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, anerkender, at det udefra kan minde om »sognerådspolitik«, men han understreger, at folketingspolitikere også skal have blik for de mindre, lokale udfordringer.
»Vi skal jo være der, hvor borgerne er. Der er andre ting end overførselsindkomster og skatteudspil, der fylder i folks hverdag,« siger han.
Mette Abildgaard er enig:
»Det er vores ret og pligt at prioritere mellem forskellige initiativer.«