Politiet indfører midlertidig visitationszone på Amager efter skyderier
Efter flere skudepisoder udvides visitationszonen i København til at gælde flere gader på Amager.
Københavns Politi etablerer en midlertidig visitationszone på store dele af Amager. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse onsdag.
Den midlertidige zone omfatter Christmas Møllers Plads mod øst til Vermlandsgade – Uplandsgade – Prags Boulevard – Ved Amagerbanen – Lergravsvej – Strandlodsvej – Øresundsvej – Amagerbrogade og retur til Christmas Møllers Plads, oplyser politiet.
»Baggrunden for beslutningen om oprettelse af visitationszonen er flere episoder, hvor der i det offentlige rum er anvendt skydevåben, med nærliggende fare for personers liv. Skyderierne vurderes at relatere sig til en konflikt mellem to registrerede bandegrupperinger,« lyder det i pressemeddelelsen.
Det er skyderier den 15. april, 30. april og senest tirsdag aften, som politiet har valgt at oprette den midlertidige visitationszone på baggrund.
Visitationszonen på Amager vil være gældende fra onsdag den 16. august klokken 17.00 og frem til torsdag den 31. august klokken 12.00.
»Formålet med indførelsen af visitationszonen er at skabe tryghed for borgerne i området ved blandt andet at medvirke til, at personer ikke bærer eller besidder våben,« lyder det fra chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov.