Fortsæt til indhold
Indland

Overblik: Forstå sagen om kvotekonger på to minutter

Siden 2002 har danske fiskere kunnet købe og sælge kvoter. Men det er ikke foregået efter hensigten.

/ritzau/

Rigsrevisionen har onsdag fremsat en kras kritik af Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning i sagen om de såkaldte kvotekonger. Få et overblik over sagen her:

* Folketinget reformerede i 2002 fiskeriet ved at indføre omsættelige kvoter. Det betyder, at fiskerne kan købe og sælge kvoter - altså rettigheder til at fiske en bestemt mængde og type fisk.

* De omsættelige kvoter erstattede rationsfiskeri, hvor alle skibe havde lige adgang til at fiske en bestemt mængde. Det gjorde det svært for fiskerne at planlægge og tjene nok.

* Folketinget påpegede, at kvoterne ikke måtte ende på for få hænder, men gav ingen præcise anvisninger for, hvordan det skulle undgås.

* Miljø- og Fødevareministeriet skulle dog lave et kvoteregister, der kunne sikre kontrol og gennemsigtighed af kvoteejerskab.

* Rigsrevisionen undersøgelse konkluderer, at ministeriets forvaltning har været "meget kritisabel" og "ikke har understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder".

* Samlet set vurderer Rigsrevisionen, at ministeriet i en årrække har anvendt "ufuldstændige data, skiftende beregningsgrundlag og forkerte registreringer af kvotehandler og kvoteejerskab".

* Ministeriet har bedt politiet om at indlede efterforskning i de sager, hvor Rigsrevisionen har påpeget, at der kan være mistanke om strafbare forhold.

Kilde: Rigsrevisionen.

Dokumentation: Læs Rigsrevisionens beretning om kvotekongerne her (pdf).