- For abonnenter
»Jeg græd om natten, når der ikke var nogen, der kunne se mig«
54-årige Morten Klein følte sig som et halvt menneske, efter at han havde mistet sit ben, der blev amputeret i forbindelse med en trafikulykke i 2015. Med amputationen fulgte en sorg, som tyngede ham fysisk og mentalt.
Han var kun nået halvvejs gennem lyskrydset, da han så den komme. Som en susende raket havde den direkte kurs mod ham, og han kunne intet stille op.
»Det her kommer til at gøre ondt,« nåede 54-årige Morten Klein at tænke, før den hvide lastbil kom bragende over for rødt lys og ramte ham.
En stor del af min identitet var væk – forsvundet sammen med mit ben. Jeg tænkte for mig selv, ”hvem fanden er jeg nu?”
Nu lå han der på asfalten og kiggede rundt.
»Jeg skal bruge en ledning eller noget snor,« lød det fra en sygeplejerske, der var kommet løbende til.
Morten Klein havde ondt i hoften, og hans briller havde efterladt dybe mærker i hans næseryg, så hjelmen og brillerne måtte af. Og så var der lige det med benet, som han syntes så underligt ud.
Sygeplejersken var kortfattet og kontant, idet hun bandt et stykke snor rundt om Morten Kleins lår og strammede til. Han skreg. Smerten var ulidelig, og det samme var tanken om, at det her ville være enden på så meget. For det vidste Morten Klein allerede, da han lå der på asfalten i lyskrydset i den lille by Skægkær den 5. august 2015. Ankel, skinneben, knæ og lårben var blevet knust.
20 minutter forinden havde Morten Klein sat sig op på sin Harley Davidson-motorcykel og var kørt fra hjemmet i Engesvang mod sin arbejdsplads i Silkeborg Arrest. Det var en af de dage, hvor han var kørt hjemmefra i god tid og havde taget en omvej gennem skoven.
Alligevel var det tiden, der skulle vise sig at blive afgørende for ham den dag.