Stak ekskone 15 gange med skruetrækker: Var irriteret og »følte en enorm afmagt«
Uenighed om forældresamvær førte angiveligt til det voldsomme overfald i Statsforvaltningen i København.
»Jeg ville skræmme hende, men jeg ville ikke slå hende ihjel.«
Sådan lød det fra en mand, der er tiltalt for forsøg på manddrab og vold, ved Retten i Frederiksberg onsdag, skriver sn.dk.
Det var den 18. januar i år, at manden ifølge anklageskriftet i forbindelse med et møde i Statsforvaltningen i København 15 gange stak sin ekskone med en stjerneskruetrækker.
»Jeg kunne meget nemt have dræbt hende, hvis jeg havde ønsket det. For hun lå helt blottet flere gange. Men jeg drejede håndledet, så jeg ikke ramte hende med klingen. Derudover var der flere i lokalet, der hang på ryggen af mig og prøvede at holde fast i mine arme,« lød det bl.a. fra den tiltalte mand i retten ifølge sn.dk.
Det var ifølge den tiltalte bl.a. en uenighed med ekskonen om samværet med deres fælles 15-årige søn, som havde medført, at han var »irriteret og følte en enorm afmagt« og hvilket altså resulterede i overfaldet.
Overfaldet resulterede i, at den 47-årige ekskone bl.a. pådrog sig et brækket kindben, hjernerystelse samt fik blodansamlinger i maven.
Manden har, siden overfaldet fandt sted, siddet varetægtsfængslet. Retssagen mod ham, hvor der er navneforbud, begyndte onsdag, og det retslige efterspil fortsætter fredag.
Manden har nægtet sig skyldig i anklagen om drabsforsøg, men erkender at have begået vold mod sin tidligere samlever. Det forventes, at der falder dom i sagen mandag den 14. august.