Politiet efterforsker 23 tilfælde af vold efter fodbolduroligheder
Vicepolitiinspektør takker de personer, som allerede har henvendt sig med oplysninger.
Søndagens uroligheder på Brøndby Stadion har resulteret i, at Københavns Vestegns Politi bl.a. efterforsker 23 tilfælde af vold, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Der er tale om én anmeldelse om vold mod en kontrollør samt 22 tilfælde af vold mod politifolk.
»En del af efterforskningen handler om at identificere gerningsmændene, og vi modtager gerne henvendelser fra borgere med viden eller som har genkendt nogen via mediernes dækning af hændelserne,« udtaler vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Charlotte Skovby.
Politiet efterforsker desuden flere overtrædelser for besiddelse af narkotika, brug af kasteskyts, våbenbesiddelse samt for at maskere sig efter urolighederne, der fandt sted under superligakampen mellem FCK og Brøndby.
De alvorlige sammenstød mellem tilskuere i FCK's fanafsnit og sikkerhedsfolk på stadion resulterede i, at opgøret måtte afbrydes i omkring 20 minutter.
Seks mænd blev anholdt og sigtet for vold og trusler mod politiet og blev senere søndag aften løsladt.
Mandag kunne FCK oplyse, at mindst 20 uromagere er blevet identificeret ved hjælp af videomateriale.
»De vil nu blive idømt langvarige eller livsvarige karantæner, ligesom vi deler vores viden med politiet med henblik på eventuel retsforfølgelse,« skriver FCK på klubbens hjemmeside.
Vicepolitiinspektøren fra Københavns Vestegns Politi takker »alle de personer«, som allerede har henvendt sig med oplysninger.
»Har du oplysninger i sagen, kan du døgnet rundt kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 43861448,« lyder det i pressemeddelelsen.