Esben Lunde fik 17 måneder som minister for fiskeriet
Efter kritik fra DF og oppositionen har statsministeren frataget Esben Lunde Larsen (V) ansvaret for fiskeripolitikken.
Det har alt for mange negative konsekvenser for dansk fiskeri, at samarbejdet mellem ordførere og minister ikke fungerer ordentligt. Derfor er det fornuftigt med en ny start.Esben Lunde Larsens (V), miljø- og fødevareminister
Måneders politisk strid mellem regeringen og resten af Folketinget har nu fået konsekvenser for miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Mandag annoncerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at Esben Lunde Larsen (V) bliver frataget sit ansvar for fiskeriområdet.
Fremover vil det ligge hos Karen Ellemann (V), der i dag er minister for ligestilling og nordisk samarbejde.
Beslutningen kommer, efter at både støttepartiet Dansk Folkeparti samt oppositionen har kritiseret miljø- og fødevareministeren voldsomt i sagen om de såkaldte kvotekonger.
DF’s fiskeriordfører Ib Poulsen har beskyldt Esben Lunde Larsen for at »lyve« og for bevidst at modarbejde et flertal i Folketinget, der ønsker at sætte ind mod storfiskere, som flertallet mener omgår reglerne og reelt råder over flere fiskerettigheder end tilladt. I foråret kostede sagen Esben Lunde Larsen en såkaldt næse. Selv om Esben Lunde Larsen fortsat skal være miljø- og fødevareminister, anser Ib Poulsen det for »en fyring« af ministeren, at han er blevet frataget ansvaret for fiskeripolitikken.
»Jeg synes, det er en rigtig god løsning, at han ikke længere står i spidsen for det her område. For han har vist, at han ikke har haft evnerne til at løse opgaven. Han har ikke i ord og ånd leveret det, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget, selv om han lovede at gøre det,« siger Ib Poulsen med henvisning til den fiskeriaftale, som et flertal uden om regeringen indgik i december.
Regeringen valgte senere at tiltræde aftalen, men Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har siden anklaget Esben Lunde Larsen for at misbruge sine embedsmænd til at modarbejde aftalens intentioner om at stoppe de såkaldte kvotekonger.
Ny kritik på vej
Det har ikke været muligt at få Esben Lunde Larsens kommentar til sagen, men i en skriftlig udtalelse erkendte ministeren mandag, at det ikke er lykkedes ham at »genetablere et godt politisk samarbejde« med flertallet i Folketinget.
»Det har alt for mange negative konsekvenser for dansk fiskeri, at samarbejdet mellem ordførere og minister ikke fungerer ordentligt. Derfor er det fornuftigt med en ny start,« udtalte han.
Også statsminister Lars Løkke Rasmussen erkendte i en pressemeddelelse mandag, at samarbejdet mellem regeringen og Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg »ikke har været tilstrækkeligt tillidsfuldt«.
Samtidig oplyste han, at det af en kommende beretning fra Rigsrevisionen vil fremgå, at »forvaltningen af (...) fiskekvoter igennem en årrække ikke har været tilfredsstillende«.
»Det er jeg nødt til at tage bestik af,« udtalte statsministeren.
Esben Lunde Larsen blev miljø- og fødevareminister efter Eva Kjer Hansen (V), der blev væltet i februar 2016.