Politi finder flugtbil uden gerningsmænd efter skyderi
Nordsjællands Politi leder fortsat efter gerningsmændene, efter at en mand blev skudt i foden i Helsingør.
En eller flere gerningsmænd er fortsat på fri fod, efter at en mand torsdag aften blev skudt i foden ved en ubemandet tankstation i Helsingør.
To personer var til stede i en sølvfarvet Audi S5, der blev set køre fra stedet umiddelbart efter skyderiet.
Det forklarede Jan Hedager, vagtchef ved Nordsjællands Politi, natten til fredag.
Politiet satte efter skyderiet jagten ind på den pågældende bil, men gerningsmændene slap væk.
Det fik Nordsjællands Politi til at efterlyse vidner, der havde set den pågældende bil, og tidligt fredag morgen stødte en patrulje fra Københavns Vestegns Politi på bilen i Albertslund.
Det oplyser Jesper Hansen, vagtchef ved Nordsjællands Politi fredag morgen.
- Vi har fundet bilen nu, men ellers har vi ikke flere oplysninger i sagen, siger han.
Han kan dermed heller ikke oplyse, om bilen var meldt stjålet.
Offeret for skyderiet rettede selv henvendelse til en privat ejendom tæt på den pågældende tankstation. Her bad han om en ambulance, men inden ambulancen nåede frem, flygtede han.
Det lykkedes dog kort efter midnat at opspore manden, der blev behandlet på skadestuen i løbet natten.
Den forurettede er i løbet af natten til fredag blevet afhørt af Nordsjællands Politi.
Tankstationen, hvor skyderiet fandt sted, ligger på Kongevejen i Helsingør.
Anmeldelsen, hvor der blev bedt om en ambulance, tikkede ind torsdag klokken 20.47.
Nordsjællands Politi kan ikke udelukke, at skyderiet er banderelateret.
- Men det er ikke noget, jeg kan bekræfte. Det er for tidligt, sagde Jan Hedager torsdag aften.
/ritzau/