Kraftige torden- og regnbyger bevæger sig ind over Fyn og Sjælland
En varmfront har passeret landet med udbredt regn.
Lokale skybrud med 15-25 mm regn på 30 minutter. Så slemt kan det blive, når kraftige regn- og tordenbyger bevæger sig ind over de sydlige og østlige dele af landet torsdag.
Særligt Sydsjælland, Nordvestsjælland, Midtsjælland, Sydvestsjælland, Lejre, Frederikssund og Halsnæs kan blive ramt af skybrud, varsler DMI.
Det har fået DMI til at udsende et varsel om skybrud i det østlige og sydlige Danmark torsdag eftermiddag.
En varmfront har allerede passeret landet med »udbredt regn«, oplyser DMI, og nu efterfølges den altså af en koldfront, hvilket kan generere endnu mere regn.
Heldigvis vil bygerne bevæge sig mod nordøst forholdsvist hurtigt, og DMI oplyser, at de kan have passeret landet allerede ved 18-tiden.
For Bornholm kan der dog stadig være skybrud i vente. Men det er mere usikkert, oplyser DMI.