Skat vil bruge mange millioner på nye logoer

»Meningsløst,« lyder det fra en økonomiprofessor.

Artiklens øverste billede
Skat vil millioner af kroner på nye logoer. Arkivfoto: Philip Davali

Syv nye logoer til Skat med tilhørende ny ”identitet”, som det også hedder, er budgetteret til at koste 113 årsværk.

Det viser en e-mail, som er kommet BT i hænde, fra en kontorchef i Skat til medarbejderne.  

Af e-mailen fremgår det, at Skat forventer at bruge de 113 årsværk inden 2021 på at indføre styrelsens syv nye logoer på hjemmesider og i dokumenter samt at implementere en ny identitet.

Ud af de 113 årsværk skal 40 bruges til folk, som ikke arbejder i Skat. Brugen af eksterne konsulenter kombineret med prisen på et årsværk får professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh til at anslå, at prisen nemt kan komme til at ligge i omegnen af 100 mio. kr.

»Det virker meningsløst, at man bruger over 100 årsværk på at skifte det ud,« siger han til BT.

Skatteminister Karsten Laurizen (V) har ikke udtalt sig i sagen, da han er på ferie. Skatteministeriet forklarer i stedet i et skriftligt svar til BT, at der er flere hundrede systemer, som skal opdateres med rigtigt logo og myndighed, så det lever op til den nuværende jura.

Socialdemokratiet stiller sig uforstående over for Skats prioritering. Således vil den fungerende politiske ordfører i partiet, Benny Engelbrecht, gerne have, at Skatteministeriet forklarer, hvorfor en sådan investering er nødvendig. Han peger i stedet på, at pengene skal bruges på flere medarbejdere.

Også regeringens støtteparti undrer sig. Skatteordfører i Dansk Folkeparti Dennis Flydtkjær siger til til BT, at Skats prioritering forekommer mærkelig, og at det ikke lader til, at investeringen vil gavne landets skatteborgere.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen