Kim Kielsen fortsætter i spidsen for Siumut
Med en sejr på 48-19 i en stemmeafgivelse blandt 67 delegerede genvandt Kim Kielsen formandsposten i Grønlands største parti.
I disse dage holder Grønlands største parti, Siumut, landsmøde. Blandt punkterne på mødet har et formandsvalg været, og det er torsdag aften dansk tid blevet afgjort.
De 67 delegerede til landsmødet valgte med et overvældende flertal den siddende formand, Kim Kielsen, til endnu en tørn på posten.
I alt løb Kim Kielsen med 48 stemmer mod udfordreren Vittus Qujaukitsoqs 19. Dermed fortsætter Kim Kielsen på den post, han overtog i 2014, efter at den daværende formand, Aleqa Hammond, blev afsløret i misbrug af landskassens midler.
Dermed har de delegerede i Siumut valgt en mere pragmatisk linje i forholdet til Danmark. Udfordreren Vittus Qujaukitsoq har i valgkampen udtalt til det grønlandske medie Sermitsiaq.ag:
»Vi må og skal stå på egne ben. Derfor må vi også forholde os til, at vi kan leve uden bloktilskuddet fra Danmark. Der vil ske forringelser af levevilkårene, hvilket vi ikke skal være blege for at erkende. Men vi kommer ikke til at sulte ihjel.«
Med den overvældende sejr til Kim Kielsen kommer der mere ro på rigsfællesskabet. Det mener Jon Rahbek-Clemmensen, der er adjunkt på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet og ekspert i grønlandsk og arktisk politik.
»Det er en bekræftelse af status quo, når Kim Kielsen vinder. Vittus Qujaukitsoq og hans fløj i partiet stod for en mere konfrontatorisk linje end Kim Kielsen. I Statsministeriet er man sikkert glade for det her resultat, da det betyder mere ro på. Men det skal blive spændende, om Vittus Qujaukitsoq og hans støtter fortsætter i Siumut,« siger han.