Unge bliver ingeniører som aldrig før, men det rækker ikke for erhvervslivet
Fredag får 2.701 unge besked om, at de er optaget på civilingeniørstudiet. Men det dækker langt fra erhvervslivets behov.
De unge gør år efter år, som politikerne og erhvervslivet vil have dem til. De søger ind på ingeniør- og it-uddannelserne på de videregående uddannelser i rekordtal, og år efter år er stadig flere blevet optaget på studierne. Således også i år, hvor 2.701 unge fredag får besked om, at de er optaget på civilingeniørstudiet, hvilket er en stigning på 3 pct. i forhold til i fjor.
Det er et kæmpe dilemma, at så mange har søgt og ikke kommer ind, når behovet er så enormt.
Men tusindvis af unge, som har søgt studierne, får samtidig besked om, at de ikke er blevet optaget på drømmestudiet, og det er et problem, for virksomhederne i Danmark har desperat mangel på ingeniører og it-specialister, lyder det fra bl.a. brancheorganisationen Dansk Erhverv (DE).
»Vi glæder os over, at flere har søgt og er kommet ind på ingeniør- og it-uddannelserne, men vi har brug for, at mange flere bliver uddannet. Det er et kæmpe dilemma, at så mange søger og ikke kommer ind, når behovet er så stort,« siger chefkonsulent Mette Fjord Sørensen fra DE.
Ifølge en prognose vil Danmark i 2030 mangle 19.000 specialister med informations- og kommunikationskompetencer.
»Allerede nu har vores medlemsvirksomheder problemer med at få besat alle stillinger, fordi der mangler ingeniører og it-specialister, og problemet bliver kun større, fordi vi samtidig er bagud i forhold til andre EU-lande med at uddanne folk inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik. Mens vi står og snører vores snørebånd i startfeltet, spurter de andre afsted,« siger Mette Fjord Sørensen, der efterlyser flere uddannelsespladser, hvilket vil kræve øgede bevillinger fra regeringen.
Uddannelsesminister Søren Pind (V) vil ikke diskutere bevillinger offentligt.
»Jeg glæder mig over søgningen og optaget på ingeniør- og it-uddannelserne. På IT-Universitetet er der optaget 24 pct. flere end i fjor, og jeg tror, at udviklingen vil eskalere. Men det kan da godt være, der skal endnu mere til. Det må vi så tage en dialog om,« siger Søren Pind.