Godt sommervejr for museer – sommerland kigger langt efter gæster
Mens flere museer sætter besøgsrekorder, drømmer direktøren for Fårup Sommerland om bedre vejrudsigter.
Det danske sommervejr er museumsvejr.
Sådan er det i hvert fald indtil videre i år, hvor ferierende danskere og turister hidtil har spejdet forgæves efter 25 grader og skyfrit. I stedet søger de indendørs aktiviteter, og det kan mærkes på besøgstallet, der er højere end normalt, lyder meldingen fra bl.a. kunstmuseet Arken i Ishøj.
»Det hænger helt sikkert sammen med vejret. Vi kan se, at de dage, hvor det er typisk træls dansk sommervejr, det er også de dage, hvor vi får mange gæster,« siger kommunikationschef Marie-Louise Dunker Nielsen, der tilføjer, at museet ligger et stenkast fra stranden, som bliver valgt, når vejret er godt.
Langt over budget
På Louisiana i nordsjællandske Humlebæk har besøgstallet de seneste to uger ligget henholdsvis 21 og 30 pct. over budgettet, fortæller økonomichef Carsten Skjøt.
»Der er ingen tvivl om, at det nuværende lunefulde danske sommervejr har en positiv indvirkning på Louisianas besøgstal,« siger Carsten Skjøt, der tilføjer, at man også normalt har pæne besøgstal i varmt sommervejr, bl.a. pga. museets park.
I Aarhus satte Den Gamle By besøgsrekord i fjor, og man er i år 15 pct. foran dette. Det skal dog langtfra kun tilskrives vejret, understreger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.
»Jeg tror ikke, at Den Gamle By er så voldsomt vejrafhængig, udover at det ikke er så godt, hvis der kommer en hedebølge. Klassisk dansk sommervejr er godt for os,« siger han, der peger på, at en ny udstilling om Aarhus’ historie fra vikingetid til nutid er et stort trækplaster i år.
I Skagen konstaterer Lars Zacho, økonomi- og administrationschef for Skagens Museum, at køligt og regnfuldt vejr som søndag normalt giver flere gæster. Indtil videre ser julis besøgstal dog ud til at flugte med budgettet, siger han.
»Der er flere faktorer, der fra år til år påvirker besøgstallet, bl.a. antallet af turister i Skagen by. Så kommer det også an på, hvilke udstillinger vi har,« siger han.
Vejrudsigter med magt
Mens der er liv på museerne, har det drilske sommervejr givet færre gæster i Fårup Sommerland, fortæller adm. direktør Per Dam. Ifølge ham spiller vejrudsigterne på tv en stor rolle. Tirsdag i den forgangne uge var der lovet godt vejr, og der kom 13.000 gæster, mens der dagen efter var varslet regn og der kun kom halvt så mange.
»Det var primært drevet af vejrudsigterne, som viste sig at være misvisende, for vejret var bedst onsdag med sol indtil om aftenen,« siger Per Dam, der oplever, at der bliver skruet op for »dramaet« med den udeblevne sommer i vejrudsigterne.
»Vi glemmer, at i den danske sommer skinner solen lidt, og engang imellem kommer der en byge. Man kan altid krybe i ly for regnen i de fem-ti minutter, det varer, og fordelen er, at der ikke er så lang kø til attraktionerne,« siger direktøren.
Ifølge DMI er gennemsnitstemperaturen for juli på 17,4 grader, mens gennemsnittet i år har været på 14,9 grader frem til og med den 18. juli. Der har ikke i juli været en dag med temperaturer over de 25 grader, der er definitionen på en sommerdag.