51-årig mand er omkommet efter slagsmål på festival

En 51-årig mand fra Grevinge, der blev udsat for vold ved Vig Festival, er død, oplyser politiet.

Søndag formiddag døde en 51-årig mand fra Grevinge, der efter en voldelig episode blev indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand.

Politiet modtog en anmeldelse om vold på Vig Festival lørdag aften.

Manden blev fløjet til Rigshospitalet, hvor han lå i koma og søndag klokken 11.20 afgik ved døden uden at være kommet til bevidsthed.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Anmeldelsen, som politiet modtog, omhandlede vold ved en af festivalens scener.

- Ifølge de foreløbige oplysninger var manden oppe at slås, og kort efter falder han om med hjertestop, fortalte vagtchef Lars Galasz tidligere søndag.

I forbindelse med slagsmålet tilbageholdt vagter på festivalen den formodede gerningsmand, som kort efter blev anholdt af politiet. Der er tale om en mand på 50 år, som er fra Jerslev på Sjælland.

Gerningsmanden blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk søndag. Han er sigtet for vold, men det nægter han sig skyldig i.

Dog erkender han, at have skubbet den forurettede, fremgår det i pressemeddelelsen fra politiet.

Den 50-årige sigtede og manden, der afgik ved døden, kendte hinanden og var sammen på festivalen.

Manden blev varetægtsfængslet frem til 25. juli. Politiets lokalafdeling i Holbæk vil fortsætte efterforskningen det næste stykke tid.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen