”Jeg bliver stadig helt rørt og hjertet banker lidt ekstra, når fanen bliver båret ind”
Iklædt regntøj havde godt 3000 tilskuere trodset det våde sommervejr og deltog i åbningen af DGI’s Landsstævne 2017.
”Der er et yndigt land,” stod 82-årige Randi Rosenfeldt og sang med sin mand gennem 60 år Børge Rosenfeldt til åbningen af DGI’s Landsstævne 2017 i Aalborg, mens regnen silede ned.
”Det er det vådeste landsstævne, som jeg mindes,” siger hun.
Det er tiende gang, at parret, som begge er tidligere gymnaster, deltager sammen, men 14. gang for Randi Rosenfeldt, som deltog første gang i 1954 i Odense.
For hende er hvert landsstævne unikt, og selvom hun selv sidst deltog som aktiv ved stævnet i Holbæk i 2009, kommer hun stadig for at mærke stemningen.
”Jeg bliver stadig helt rørt og hjertet banker lidt ekstra, når fanen bliver båret ind, men det er også bare specielt at se glæden og passionen hos alle de unge mennesker,” siger Randi Rosenfeldt, og tilføjer, at det også er derfor, at hun stadig er træner for flere hold i dag.
Selv husker hun bedst landsstævnet i Aarhus tilbage i 1966, hvor hun var træner for Frederikborg Amt’s storhold, som optrådte ved åbningsceremonien som denne.
”Vi optrådte for Kong Frederik og Dronning Ingrid, og alt var vellykket,” siger hun, mens Dronning Margrethe gjorde sin entre ude fra vandet, hvor hun var sejlet over Limfjorden fra Nørresundby siden til havnefronten på Aalborg Havn, hvor åbningen fandt sted.
Også byens Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) samt næstformand for DGI Birgitte Nielsen var med. Alle tre holdt tale under åbningen af landsstævnet 2017 for de over 25.000 deltagere.
”Mærk pulsen og mød magien,” lød det fra næstformanden for DGI, da hun stod på scenen og talte foran de mange deltagere, der var blevet samlet på havnefronten, efter at have gået den lange åbningsparade på 2,9 km gennem byen.
En af dem, der gik med i optoget, var 39-årige Søren Vester, som deltog for første gang i 1994. Han gik sammen med sit hold, som kommer fra Midt-Vest Jylland.
”Flere af os har dyrket gymnastik sammen, siden vi var drenge,” siger han.
Tilbage på scenen under åbningsshowet mellem fanebærere, sang fra 400 efterskoleelever og opvisning fra et lokalt gymnastikhold lyder ordene, ”Det er ikke kun et stævne, men en idrætsfest.”
Danmarks største idrætsbegivehed varer indtil søndag den. 2. juli.