Politiet efterlyser tre personer efter tricktyveri i Vinderup
De to mænd og den ene kvinde var ifølge politiet »alle en del af tricktyveriet«.
Midt- og Vestjyllands Politi har onsdag eftermiddag bedt offentligheden om hjælp til at finde tre personer.
Det sker, efter en 81-årig kvinde den 22. maj klokken 11.30 blev udsat for et tricktyveri i SuperBrugsen i Vinderup i det nordlige Vestjylland.
Ifølge politiet stod en mand ved siden af kvinden i kassekøen og aflurede hendes pin-kode.
Da kvinden kort tid efter kom hjem, blev hun og hendes ægtemand kontaktet af en udenlandsk mand, som spurgte dem om vej.
Det var ved den hændelse, at kvindens pung ifølge politiet blev stjålet. Kortet blev senere brugt til kontanthævninger i både Vinderup og i Viborg.
Politiet efterlyser de tre personer - to mænd og en kvinde - som »alle er en del af tricktyveriet«.
Hvis man kan genkende de tre personer fra overvågningsfotos, der stammer fra SuperBrugsen samt fra en hæveautomat, bedes man henvende sig til politiet på tlf. 114.