Flere Black Army-medlemmer sigtet for omfattende handel med narkotika
Ved en stor, koordineret aktion blev der tirsdag slået til mod 16 adresser i Herning og Vejle.
Særlig Efterforskning Vest (SEV), der er en del af politiets særlige enhed mod organiseret kriminalitet, anholdt tirsdag otte personer i en stor, koordineret aktion i Herning og Vejle.
Der blev ved aktionen slået til mod 16 adresser, og de otte anholdte er ifølge politiet i alderen 19-49 år.
De er alle sigtet for at have været en del af omfattende handel med narkotika.
Blandt de anholdte er fire personer, som har tilknytning til banden Black Army, oplyser politiet.
»Aktionen tirsdag er en del af vores indsats mod rocker/bande-grupperingerne. Vi ved, at mange bandemedlemmer får penge ind via narkosalg, og det vil vi gøre alt for at sætte en stopper for. Det er målrettet efterforskning og tæt samarbejde mellem SEV og politikredsene der gør, at vi kan skride til anholdelser som disse og få flere kriminelle bandemedlemmer bag tremmer,« udtaler vicepolitiinspektør i Særlig Efterforskning Vest, Morten Vegger, i en pressemeddelelse.
De otte anholdte blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus bag lukkede døre, sigtet for handel med narkotika. De blev alle varetægtsfængslet i fire uger.
Flere af de fængslede valgte efterfølgende at kære kendelsen til landsretten.
Ifølge Morten Vegger er tirsdagens aktion og de efterfølgende varetægtsfængslinger med til at svække bandegrupperingerne.
»Det sender samtidigt et vigtigt signal til andre bandemedlemmer,« står der i pressemeddelelsen.