Fortsæt til indhold
Indland

Pige får lov at blive i Danmark: Risikerer tvangsomskæring i Somalia

Flygtningenævnets afgørelse er udtryk for en helt klar stillingtagen til udsendelse af børn, mener en lektor.

En pige og hendes somaliske forældre får lov at blive i Danmark, fordi der er risiko for, at pigen vil blive tvangsomskåret i sit hjemland.

Sådan lyder det punktum, Flygtningenævnet netop har sat i en udløber af en af de 800 sager om somalieres opholdstilladelser, som Udlændingestyrelsen er i gang med at granske.

Udlændingestyrelsen vurderede i efteråret, at de »generelle forhold« i Somalia er blevet bedre, og at der derfor er grund til at kigge på de herboende flygtninges opholdstilladelser med henblik på at få dem sendt tilbage til hjemlandet, da der ikke længere er grundlag for asyl, alene fordi man kommer fra bestemte områder i Somalia.

Flygtningenævnet mener dog, at der kan være risiko forbundet med sende den »ganske unge« pige tilbage til Somalia.

»Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens kæreste er omskåret, og at der er tradition for i klagerens og klagerens kærestes familie, deres respektive klaner samt hjemområder at omskære unge piger,« står der i afgørelsen.

Nævnet vurderer, at det somaliske kærestepar, som er imod omskæring, ikke vil være »i stand til at modsætte sig et ønske fra familien og omgivelserne i øvrigt om omskæring af deres datter«. Derfor får klagens barn som primær ansøger opholdstilladelse - og de samlevende forældre får opholdstilladelse på samme grundlag »som konsekvens heraf«, lyder det.

Det er en ny drejning i denne type sager, lyder det fra lektor på Aarhus Universitet Caroline Adolphsen.

»Det er udtryk for en klar stillingtagen fra Flygtningenævnet til, at barnet har et selvstændigt asylmotiv. Før kiggede man primært på, om forældrene ville blive forfulgt, hvis de blev sendt hjem. Det, jeg bl.a. har kritiseret, har været, at man så på familien som helhed, og på om den f.eks. havde en religiøs begrundelse for ikke at ville hjem, eller på om faren eksempelvis havde været frihedskæmper og kunne risikere forfølgelse. Her er det pigen, der er den primære grund til at blive. Det er nyt. Det har man ikke fokuseret på tidligere,« siger hun.

I afgørelsen lægges der vægt på, at omskæring af kvinder i Somalia er et kulturelt, bredt accepteret og dybt foranket fænomen, samt at omkring »95-99 pct. af alle kvinderne i alderen 15-49 år er omskåret«. Flygtningenævnet skriver også, at det er en faktor, at terrororganisationen Al-Shabaab har forbudt omskæring af kvinder, men at det stadig foregår i områder, der er kontrolleret af organisationen.

Afgørelsen betyder, at man kan regne med, at myndighederne fra nu af vil være mere aktivt opsøgende i forhold til at få oplysninger om de konsekvenser, en udsendelse kan have for børnene, mener Caroline Adolphsen. Hun konstaterer, at afgørelsen er faldet helt efter bogen.

»Det skulle man have gjort hele tiden. Det er jo ikke sådan, at man er mere asylberettiget, hvis man er voksen, end hvis man er barn. Både Udlændingeloven og FN's Børnekonvention forudsætter en individuel vurdering af den enkelte asylansøger. Men det har man ikke gjort før. Man har simpelthen ikke spurgt ind til det konkrete asylmotiv for børnene, så de oplysninger er ikke kommet frem,« siger hun.