Far dømt tre måneders fængsel for vold mod børn
Manden har ikke haft samvær med sine to døtre siden juni i 2016.
Retten i Roskilde dømte tirsdag en 36-årig mand til tre måneders fængsel for vold mod sine to døtre, mens de var fire og syv år gamle.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Manden var bl.a. tiltalt for gentagne gange at have presset en pude ned over den yngste piges ansigt, når hun græd i sin seng om aftenen. Han var desuden tiltalt for at have slået pigerne med knytnæve på arme, ben og mave, når han havde samvær med dem efter skilsmissen fra deres mor.
»Jeg er tilfreds med dommens udfald. Det er altid alvorligt, når forældre begår vold mod deres børn, for forældre er børns primære omsorgspersoner, som børn skal kunne finde tryghed og trøst hos. Det er særligt skærpende at presse en pude ned over en lille piges ansigt, for der kan opstå livsfarlige situationer,« siger anklagerfuldmægtig Anders Dyrvig Rechendorff.
Manden kan undgå at afsone straffen, hvis han udfører 80 timers samfundstjeneste og ikke begår noget strafbart det næste år. Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen.
Manden boede indtil 2016 i Roskilde-området. Børnene har ikke haft samvær med faderen siden juni i fjor på grund af mistanken mod ham.