Fængselsbetjent er blevet overfaldet med kniv
Betjenten er sluppet uden alvorlige fysiske skader.
Mandag omkring frokosttid blev en fængselsbetjent overfaldet med en kniv på Politigårdens Fængsel.
Det oplyser Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.
En indsat var på vej i bad med en smørkniv i hånden, da fængselsbetjenten spurgte ind til kniven.
Fangen angreb herefter betjenten og stak ham i brystet.
Betjenten forsøgte at afværge, hvorefter fangen faldt ud over gelænderet på femte sal og endte i et sikkerhedsnet.
Siden truede fangen med at stikke sig selv i halsen med kniven og pressede kniven ind mod sin strube.
Efter et kvarter lykkedes det personalet at overtale ham til at aflevere kniven igen.
Fængselsbetjenten er blevet behandlet på skadestuen. Han er imidlertid sluppet uden alvorlige fysiske skader.
Overfaldet kommer blot seks dage efter, at en anden fængselsbetjent blev overfaldet med en kniv i Vestre Fængsel.
Her slap betjenten med overfladiske skader på nakke og hals, efter at en fange havde angrebet ham i sin celle.