Scandlines tømte færger efter trussel: Politiet har givet grønt lys til sejlads
Politiet har nu undersøgt de første færger og frigivet dem til sejlads.
Scandlines valgte onsdag eftermiddag at indstille al færgetrafik. Det skete, efter der var blevet indtelefoneret en trussel.
Det oplyste Scandlines' Head of Corporate Communications, Anette Ustrup Svendsen, til Jyllands-Posten
»Jeg kan bekræfte, at der er blevet indtelefoneret en trussel mod Scandlines. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, om truslen omhandler Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock eller Helsingør-Helsingborg, som også drives under Scandlines-navnet, eller om den omhandler en enkelt eller flere færger,« sagde Anette Ustrup Svendsen.
På grund af truslen blev sejladsen indstillet mellem Rødby og Puttgarden og Gedser og Rostock samt mellem Helsingør og Helsingborg.
»Vi tømmer færgerne, efterhånden som de kommer i havn. Nogle ligger i havnen og er allerede blevet tømt. Andre ligger uden for havnen, og så snart politiet giver tilladelse til, at de må komme i havn, tømmer vi dem. Vi genoptager sejladsen, når politiet giver tilladelse,« sagde Anette Ustrup Svendsen.
Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi skriver kl. 14.13 i en pressemeddelelse, at politiet onsdag modtog en henvendelse, der betød, at færgerne af sikkerhedsmæssige årsager skulle undersøges nærmere. Efter undersøgelser er de første færger ved Gedser og Rødby frigivet til sejlads igen, oplyser politiet.
Politiet vil dog stadig være til stede og foretage yderligere undersøgelser i områderne og skibene ved Rødby og Gedser.
»Det hele er foregået meget stille og roligt og helt uden dramatik. Folk, har været tålmodige og taget hele situationen pænt,« siger politiinspektør Kim Kliver.
Nordsjællands Politi meddeler kl. 14.41 på Twitter, at trafikken i Helsingør ligeledes er åbnet igen.