SF: »Hvis omfanget af illegalt ophold bare nærmer sig de oplyste tal, bør det være det endegyldige farvel til au pair-ordningen«

Både SF og Dansk Folkeparti afviser, at au pair-ordningen handler om kulturudveksling. Det handler om at hente billig udenlandsk arbejdskraft hertil, lyder det fra DF.

Artiklens øverste billede
En række filippinske kvinder berettede søndag i Jyllands-Posten om deres liv som au pair i Danmark. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Afskaf au pair-ordningen. Sådan lyder det fra SF – og Dansk Folkeparti »hælder« ligeledes mod at skrotte ordningen – efter Jyllands-Posten søndag berettede om udbredt sort arbejde blandt au pairer i Danmark, og om at hundredvis af tidligere au pairer ifølge flere organisationer bliver illegalt i Danmark, efter deres kontrakt med danske værtsfamilier er udløbet.

»Det er på tide at afskaffe ordningen. Det har vi syntes i mange år. De nye oplysninger kan være anledning til, at vi slår sømmet i ligkisten og afskaffer au pair-ordningen,« siger beskæftigelsesordfører fra SF, Karsten Hønge.

Det handler om at hente billig udenlandsk arbejdskraft hertil, og ordningen benyttes primært af mennesker med lidt ekstra på bankkontoen.

Martin Henriksen, integrationsordfører (DF)

Det kommer ikke bag på ham, at nogle au pairer forbliver illegalt i landet. Men omfanget overrasker ham. I følge Røde Kors’ to sundhedsklinikker for illegale migranter var der alene i fjor 545 patienthenvendelser fra asiatiske kvinder, og det vurderes, at de asiatiske kvinder, som henvender sig i klinikkerne, primært er tidligere au pairer.

»Hvis omfanget bare nærmer sig disse oplysninger, bør det være det endegyldige farvel til au pair-ordningen. Den antager karakter af underbetalt udenlandsk arbejde, og der er tydeligvis ikke meget kulturudveksling i det,« siger Karsten Hønge.

Hos Dansk Folkeparti kalder integrationsordfører Martin Henriksen det »stærkt uholdbart«, at au pairer ikke rejser tilbage til hjemlandet. Han vil nu henvende sig til integrationsministeren og justitsministeren for at sikre, at der strammes op på tilsyn og kontrol, så længe ordningen eksisterer.

Ingen kulturudveksling

»Men jeg synes, at myndighederne har bedre ting at bruge deres tid på, og vi nærmer os den konklusion, at ordningen skal afskaffes. Vi har tidligere strammet op, og med oplysningerne om sort arbejde og illegale ophold er der meget, der taler for, at ordningen ikke fungerer,« siger Martin Henriksen.

Også han afviser, at au pair-ordningen i dag handler om kulturudveksling.

»Det handler om at hente billig udenlandsk arbejdskraft hertil, og ordningen benyttes primært af mennesker med lidt ekstra på bankkontoen,« siger Martin Henriksen.

De danske myndigheder fører ingen kontrol med au pair-bureauer og agenter, og i Jyllands-Posten søndag berettede en tidligere filippinsk au pair om, hvordan hun af en agent bosiddende i Danmark var blevet instrueret i at lyve og give bestemte svar under visumsamtaler på den danske ambassade i Filippinerne.

Hos Liberal Alliance er beskæftigelsesordfører Laura Lindahl som udgangspunkt glad for au pair-ordningen, som i følge hende kan være med til at hjælpe pressede danske børnefamilier i en travl hverdag.

»Men ingen skal have lov at opholde sig illegalt i Danmark. Det gælder, uanset om der er tale om flygtninge eller au pairer. Hvis ordningen er en åbning for at komme til Danmark og efterfølgende etablere sig illegalt, skal vi have kigget på det. Jeg vil få belyst værtsfamiliernes og organisationernes rolle i dette,« siger hun.

De danske værtsfamilier skal i følge Laura Lindahl leve op til deres ansvar og forpligtelser i loven om, at de maksimalt må have en au pair i to år og derefter skal købe en hjemrejse til au pairen med afrejse senest tre uger efter kontraktudløb.

Ifølge Enhedslistens beskæftigelsesordfører Finn Sørensen bør der føres kontrol med bureauerne og agenter, ligesom værtsfamilierne bør kunne straffes og fratages muligheden for fremover at indgå au pair-aftaler, hvis de ikke overholder reglerne og medvirker til at sikre, at au pairerne rejser hjem igen.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) har tillid til den kontrol, som ambassaderne foretager.

»Idéen med au pair-ordningen er, at personer fra andre lande kan komme til Danmark i en periode for at forbedre sprogkundskaber og lære vores kultur at kende, mens de deltager i huslige pligter i en værtsfamilie. Regeringen bakker op om ordningen og har ingen aktuelle planer om at ændre den.«

Hun peger på, at snyd kan opleves i mange sammenhænge.

»Og det er selvfølgelig på ingen måde o.k. Men omvendt bør nogle få brodne kar jo ikke spænde ben for andre pigers mulighed for at blive au pair i Danmark.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.