Kundby-pigen skal i fængsel i seks år
Den tiltalte 17-årige pige i Kundby-sagen skal i fængsel i seks år. Dermed går retten imod Retslægerådets anbefaling.
Kundby-pigen, NC, skal i fængsel i seks år. Sådan lød dommen i Retten i Holbæk i dag.
Dermed har dommere og nævninge valgt at gå imod Retslægerådets anbefaling, som lød på, at det pga. pigens psykiske tilstand er »påkrævet,« at hun blev idømt forvaring. Dette var også anklagemyndighedens påstand.
Forsvarer i sagen, Mette Grith Stage, havde på sidste retsmøde argumenteret for, at pigen skulle idømmes seks til otte års almindelig fængsel.
Tirsdag blev NC kendt skyldig i forsøg på terrorisme. I den kendelse lagde dommere og nævninge specielt vægt på de fund, der blev gjort i familiens kælder, herunder bombemanualer og sedler med påskriften ”bombeangreb mod de vantro”, ”Sydskolen” og ”Carolineskolen.”
Der blev også lagt vægt på en række nye beviser, som anklagemyndigheden fik lov at føre efter bevisførelsen egentlig var afsluttet. Heriblandt var breve til en dømt Syrien-kriger.
Den 17-årige og hendes forsvarer har udbedt sig betænkningstid i forhold til en evt. anke.
Jyllands-Posten bringer ikke den dømtes navn på grund af hendes unge alder.