Fortsæt til indhold
Indland

Anklager i Kundby-sagen: Ikke et sekund overrasket over kendelsen

Samtlige dommere og nævninge var enig med anklageren i, at Kundby-pigens forklaring var utroværdig.

Anklageren i Kundby-sagen, Kristian Kirk, kunne tirsdag formiddag høre retsformanden i Retten i Holbæk kende Kundby-pigen, 17-årige NC, skyldig i terrorplaner.

»Jeg er ikke et sekund overrasket over kendelsen. Vi havde meget tunge beviser mod hende, og jeg kan kun glæde mig over at konstatere, at alle nævninge og dommere var enige i vores fremstilling af sagen,« siger Kristian Kirk.

Ifølge en psykologisk undersøgelse er den 17-årige pige psykisk skrøbelig, selvusikker og har store identitetsproblemer, fortalte anklager Kristian Kirk ifølge Ritzau.

Undersøgelserne af pigen har vist, at hun ikke er sindssyg. Hun lider heller ikke af epilepsi, adhd eller autisme. Men på en række punkter er hun forstyrret psykologisk.

Blandt andet har hun såkaldte overbliksvanskeligheder, og hun har svært ved at knytte sig til andre og føle nærhed, lyder det i undersøgelsen.

Undersøgelsen fastslår dog, at pigen har en almindelig evne til at føle empati, og hun forstår også de almindelige sociale spilleregler.

Retsformanden sagde, da han læste kendelsen op, at de tre dommere og seks nævninge især havde lagt vægt på de sedler, der blev fundet i kælderen, hvor NC boede sammen med sin mor. Desuden blev der lagt vægt på, at NC i sit grundlovsforhør havde erkendt sig skyldig, og at retten ikke fandt, at NC forklaring var troværdig. Hun har under retssagen sagt, at hun blot ville virke interessant.

Kristian Kirk vil argumentere for, at NC skal idømmes forvaring, hvilket, Retslægerådet på forhånd har vurderet, bør være straffen.
NC’s forsvarer Mette Grith Stage vil argumentere for en almindelig fængselsstraf, siger hun.