Fortsæt til indhold
Indland

Unik medaljon fundet på Bornholm: Kan være en manglende brik i historien

Amatørarkæolog Klaus Thorsen fandt en medaljon, to mønter og en kniv på en mark.

Den er ganske lille - men også ganske betydningsfuld.

Amatørarkæolog Klaus Thorsen fandt søndag en medaljon på en mark ved Østerlars på Bornholm, da han var ude med sin metaldetektor. Den kan vise sig at afgøre et historisk tvivlsspørgsmål.

Det skriver TV 2 Bornholm.

Foruden medaljonen fandt Klaus Thorsen to mønter og en kniv. Det hele menes at stamme fra omkring år 1050.

Medaljonen er indgraveret på begge sider. På den ene side skal der angiveligt være indgraveret en kongefigur. Baseret på perioden, mønten skal være lavet på, vil den afbillede konge være Svend Estridsen, der regerede Danmark fra cirka 1047 til sin død i 1076.

Indtil nu har man været i tvivl om, hvorvidt Bornholm hørte til Estridsens rige, og det mysterium kan mønten måske hjælpe til at løse.

Bornholms Museum er begejstret for fundet, der ser ud til at være det første af sin slags.

»Da jeg undersøgte det, fandt jeg ud af, at ingen af de andre fund har samme motiv. Den er unik, vil jeg sige,« siger René Laursen, der behandler danefæ på Bornholms Museum.

Medaljonen skal nu sendes til Nationalmuseet, hvor den skal bevares. Ifølge René Laursen skal den optræde som en del af en danefæ udstilling i 2018.

Artiklens emner
Danefæ