Fortsæt til indhold
Indland

Efter næsten 16 års krig: Flere danske soldater kan være på vej til Afghanistan

USA vil opruste med tusindvis af soldater i Afghanistan og beder nu allierede bidrage. Danmark har fået en forespørgsel, og regeringen er klar til at øge antallet af soldater.

Næsten 16 år efter den amerikansk-ledede invasion, der væltede Taliban-styret i Afghanistan, styrer Vesten efter alt at dømme mod en ny oprustning med tusindvis af soldater, der skal intensivere kampen mod terrorister og Taliban-styrker, som fortsætter deres blodige angreb.

Oprustningen kan meget vel betyde, at der inden længe kan være flere danske soldater på vej til det krigshærgede land, hvor 43 danske soldater har mistet livet, mens hundredvis blev såret.

Den danske regering overvejer nemlig at øge antallet af danske styrker i landet efter en forespørgsel fra USA. Det meddelte forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) tirsdag på et fælles pressemøde med den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, der besøgte København for at deltage i et koalitionsmøde om kampen mod Islamisk Stat.

Vi er positivt indstillet i forhold til at øge antallet af tropper i Afghanistan, hvis det er nødvendigt.
Claus Hjort Frederiksen (V), forsvarsminister

»Vi er positivt indstillede i forhold til at øge antallet af tropper i Afghanistan, hvis det er nødvendigt. Men vi har ikke truffet beslutningen endnu,« sagde Claus Hjort Frederiksen.

Venter på Trump

Efter pressemødet bekræftede forsvarsministeren, at regeringen for nylig har fået en forespørgsel fra amerikanerne, men der er endnu ikke taget stilling til, hvor mange flere soldater Danmark eventuelt vil sende af sted, eller hvilke opgaver de skal løse. Men der er ingen planer om igen at udsende kampsoldater.

I øjeblikket er 97 danske soldater udstationeret i hovedstaden Kabul som en del af Natos støtte- og træningsmission Resolute Support. Her træner og uddanner de bl.a. de afghanske sikkerhedsstyrker og transporterer betydningsfulde personer rundt.

Det er USA, der presser på for en oprustning, som kan bryde dødvandet i den langvarige krig, hvor Taliban netop har indledt en blodig forårsoffensiv. Ifølge flere amerikanske medier forventes det, at USA selv vil øge antallet af soldater med mellem 3.000 og 5.000 soldater, som både skal bidrage til træning af de afghanske sikkerhedsstyrker og til at bekæmpe Taliban.

USA’s præsident, Donald Trump, har dog endnu ikke godkendt troppeforøgelsen og en ny amerikansk strategi for Afghanistan, men det forventes at ske inden Natos topmøde om to uger i Bruxelles.

Natos trænings- og støttemission består lige nu af omkring 13.500 soldater, hvilket kun er omkring en tiendedel af de mere end 130.000 kampsoldater, der i perioder frem til 2014 deltog i Natos daværende kampmission i Afghanistan. I alt 39 lande bidrager til den nuværende styrke, og langt over halvdelen af soldaterne er fra USA.

Flertal støtter oprustning

Socialdemokratiet bakker umiddelbart op om et øget dansk bidrag.

»Detaljerne er ikke på plads endnu, men hvis Danmark bliver anmodet om at bidrage yderligere for at være med til at gøre en forskel, så er vi positive,« siger forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S).

Han forestiller sig, at bidraget kan komme til at bestå af flere af de tropper, der allerede er udsendt. Dansk Folkeparti erklærede sig også som udgangspunkt positivt indstillet over for ønsket om flere soldater, men partiet har endnu ikke taget stilling og afventer mere information om den konkrete anmodning.

Jim Mattis kommenterede ikke oprustningen i Afghanistan på pressemødet, men han understregede, at Vesten i Afghanistan er oppe imod en målrettet fjende.

Regeringen forventer at træffe en endelig beslutning om det øgede Afghanistan-bidrag inden udgangen af maj. På pressemødet tirsdag gentog Claus Hjort Frederiksen i øvrigt budskabet om, at regeringen vil øge forsvarsbudgettet »substantielt« i lyset af nye trusler fra bl.a. Rusland og risikoen for cyberangreb.

Jim Mattis med tilnavnet ”Mad Dog Mattis” mødtes også med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Artiklens emner
Nato
Taliban