Eks-borgmester indrømmer pillemisbrug: Tre voksne mænd ville ikke overleve min morgendosis

Allerede i 2012 indrømmede den daværende Venstre-borgmester i Fredericia, Thomas Banke, at han havde haft et lidt for tæt forhold til morfinen i forbindelse med en tandbehandling.

Kort tid efter valgte han at sygemelde sig, og umiddelbart efter kom det frem, at borgmesteren flere gange havde brugt kommunens kort til private indkøb. Det førte i januar 2013 til, at Banke valgte at gå af som borgmester - hårdt presset af byrådet.

Men i bogen "Borgmester på stoffer", fortalt til Henrik Qvortrup, erkender Banke nu, at han i fire år levede i »et narkohelvede.« Et helvede, som begyndte få måneder efter, at han i 2009 blev valgt som den første borgerlige borgmester i Fredericia siden 1918. Med sine blot 27 år var han samtidig landets på det tidspunkt yngste af slagsen.

Men fra maj 2010 begyndte pillerne langsomt at styre ham.

I forbindelse med en behandling for paradentose havde Bankes tandlæge givet ham den smertestillende og morfinlignende medicin Oxycontin. Og da smerterne havde fortaget sig, fandt borgmesteren ud af, at pillerne også kunne bruges til at klare sig igennem en hektisk hverdag.

Da hans læge nægtede at udskrive mere smertestillende medicin, skiftede Banke ham ud med en ny, og en ny og en ny. Samtidig blev pillerne suppleret med anden medicin, efterhånden som effekten aftog, ligesom borgmesteren sørgede for at hente sin narko på så mange forskellige apoteker i regionen som muligt for ikke at vække mistanke.

»Hvis nogle således gik rundt og troede, at Fredericias borgmester først og fremmest var optaget af, hvordan han skulle lede sin by, tog de ganske alvorligt fejl. Jeg prøvede udadtil at signalere kontrol, men jeg var nødt til at operere med en slags dobbelt bogholderi, der bestod i to kalendere: Den ene var den officielle, og med den anden holdt jeg styr på alt det, der havde med mit misbrug at gøre,« fortæller Thomas Banke.

I 2012 forstod omverdenen, at den var gal, da borgmesteren kollapsede til et kommunalt topmøde i Aalborg, og han blev tvunget i psykiatrisk behandling af lokale Venstre-folk. Samtidig blev mails med personlige oplysninger om Banke sendt til den lokale presse, og så begyndte hans politiske karriere at falde fra hinanden.

Selv om både hans kæreste, kollegaer og andre omkring ham flere gange advarede ham om, at han var ude i et farligt misbrug, lyttede Banke ikke. Og da rod i bilagene kostede ham borgmesterposten og fik ham ekskluderet fra Venstre, stoppede han ikke med at tage pillerne. I stedet tog han flere.

I efteråret 2013 var misbruget således værre end nogensinde.

»Mine dagsdoser var fuldstændig vanvittige. Forlængst var jeg langt over det niveau, som den terminale cancerpatient tilbydes i den allersidste fase (...) Tre almindelige, voksne mænd ville ikke overleve det, der nu var min faste morgendosis. De ville dø på stedet,« siger Thomas Banke i bogen.

Lægerne havde lukket for adgangen til piller, og Thomas Banke begyndte i stedet at ringe til vagtlægen og låne andres cpr-numre, hvilket han betalte for med koncert- eller fodboldbilletter. Og også det sorte marked forvildede Banke sig ud på.

Udadtil foregav han dog stadig at have styr på sit liv, og i januar 2015 bekendtgjorde Banke, at han agtede at stille op som folketingskandidat. Til medierne fortalte han en historie om, hvordan han var kommet videre med støtte fra venner og familie, men sandheden var, at han stadig sad fast, og det vidste de fleste.

Få dage efter valgte Thomas Banke da også at droppe sit kandidatur, og da moderen sagde, at han ødelagde sit liv, valgte han endelig at gå i behandling. En behandling, som langsomt fik ham tilbage på sporet.