Arkæologiske fund ryger i lommerne på private – er det et problem?

Det eksplosivt stigende antal af amatørarkæologer, der i disse år finder rekordmange danefæ, har nu nået et så stort omfang, at professionelle arkæologer i museumsverdenen advarer om kaotiske tilstande på markerne. Vigtige fund kan bevidst eller ubevidst blive stukket til side. Dermed risikerer vigtige arkæologiske skatte aldrig at komme til eksperternes kendskab.

Budskabet er, at langt de fleste amatørarkæologer herhjemme leverer et fantastisk bidrag. Men også at privatarrangerede træf, hvor mange ”skattejægere” i flok drager ud på markerne og konkurrerer om at finde mest, reelt udgør en trussel mod historieskrivningen.

»Når der er så store træf, kan det være svært at styre, hvem der finder hvad. Nogle er så ivrige, at de kan stikke ting til side – og slippe af sted med det. Og de gør det. Det kan gå ud over vigtig forskning, og viden kan forsvinde,« siger Finn Ole Sonne Nielsen, chefarkæolog på Bornholms Museum.

Den konkrete advarsel kommer efter et såkaldt detektortræf på Bornholm i efteråret 2016. I træffet, der var privat arrangeret, deltog omkring 60 personer fra Danmark, Sverige og Norge.

»Vi begik måske en fejl ved ikke at have folk med. I stedet var det arrangøren, som vurderede, hvad der var danefæ, og hvad der ikke var. Jeg gik ud fra, at alt blev afleveret, og at der ikke blev taget noget med til Sverige og Norge,« siger Finn Ole Sonne Nielsen.

Han har viden om, at en guldfingerring, der kan være danefæ, i dag befinder sig i Sverige. Den er blevet set på et billede på Facebook.

»Ringen har kulturhistorisk værdi og hører til på Bornholm. Vi har forsøgt at få den tilbage. Finderen beholder den bare som en souvenir og mener selv, at den ikke er danefæ. Men det er ikke op til ham at vurdere. Det skal Nationalmuseet,« siger Finn Ole Sonne Nielsen.

Sølvmønter kom tilbage

Guldringen er én blandt flere genstande, som museet med og uden held har forsøgt at få fat i – med arrangøren Henrik Jørgensens hjælp. Da museet gik ind i sagen, sendte en deltager, der tog en sølvring med til Jylland, ringen til politiet på Bornholm. I trods, skrev han til museet.

Ifølge Nationalmuseet er ringen ikke danefæ.

I et andet tilfælde måtte museet skrive til en deltager i træffet efter tre 4-skilling-mønter fra 1800-tallet. Et billede af disse mønter blev også lagt ud på Facebook, og efter museets henvendelse sendte finderen dem ind til museet.

»Jeg beklager meget, at jeg har vurderet retningslinjerne omkring en møntskat forkert,« skrev han til museet.

Ifølge Finn Ole Sonne Nielsen reddede arrangøren af træffet i sidste øjeblik et guldbelagt sølvsmykke dateret omkring år 500 fra at komme ud af landet til Sverige. Læren fra et træf som dette er, at det lokale museum altid skal være involveret, mener han:

»Der er masser af usikkerhed om dette her, så hvis man ikke afleverer det hele, bliver der et stort oprydningsarbejde bagefter. Der er en risiko for, at andet er blevet taget ud af landet.«

I Danmark er det tilladt private borgere at gå ud på en mark og lede efter arkæologiske skatte, hvis ellers jordejeren giver lov. En finder af f.eks. et smykke må beholde det, hvis der ikke er tale om et danefæ. Arrangøren af det bornholmske træf, Henrik Jørgensen, siger, at Bornholms Museum et halvt år inden træffet blev fuldt orienteret og inviteret med til at deltage. Han mener, at guldringen i Sverige lige som sølvringen i Jylland ikke er danefæ, og derfor bør indleveres til et hittegodskontor.

»De ting skal ikke til museets kendskab. De fortæller ikke en vigtig historie. En enkelt skillingsmønt, der er tabt på marken, fortæller heller ikke noget som helst. Jeg kunne ikke drømme om at holde vigtige fund tilbage,« siger Henrik Jørgensen.

Han fortæller, at han i andre tilfælde har fået folk til at indlevere vigtige arkæologiske genstande. Om svenskeren, der fandt det gamle sølvsmykke, siger han:

»Han havde svært ved at udlevere den, men havde aldrig fået lov at forlade Bornholm, uden at den var udleveret. Så havde politiet stået der. Længere er den ikke.«

Henrik Jørgensen siger, at han har overholdt alle regler.

»I sidste ende er det Nationalmuseet, der skal afgøre, om der er tale om danefæ, men der er også en lovgivning, og når man i nogle år har gået med en detektor, så ved man, hvornår en genstand vil blive erklæret for danefæ,« siger Henrik Jørgensen, der har gået med en detektor i fire et halvt år.

Advarsel mod store træf

Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen, Odense Bys Museer, advarer mod store, private træf. Han mener, at ikke kun danefæ giver et vigtigt bidrag til historien:

»Langt overvejende er amatørarkæologien en succeshistorie. Men den har også tiltrukket decideret sorte får og folk, for hvem det måske ikke drejer sig så meget om de enkelte genstande, men mere om det kick, som det er at præsentere et fund på de sociale medier.«

Tidligere er der imod museets ønske afviklet et stort træf på en jernalderboplads i udkanten af Odense.

»Det er uforsvarligt og uacceptabelt. Træf, der omfatter så store grupper af mennesker, kan ende i et fuldstændigt kaos, når de kommer vidt forskellige steder fra og drøner ud over en mark uden klare aftaler om indlevering og registrering,« siger han.

Efter træffet i Odense blev der indleveret en række genstande til museet – men f.eks. smelteklumper og støbeaffald, som fortæller om håndværksprocesser, kom ikke ind. Disse er ikke danefæ, men ifølge Mogens Bo Henriksen udgør danefæ kun omkring en fjerdedel af de genstande, som museumsfolkene er interesserede i. Andre fund kan måske fortælle en vigtigere historie om livet på en forhistorisk boplads.

»Vi har kun fået de bedste ting, mens noget blev efterladt på marken eller røg i folks lommer,« siger han.

Her kan du stemme på verdens største arkæologiske fund.