Udsigt til vindmøller – nej tak
Sommerhusudlejerne ved Hvide Sande og Søndervig tæt på Ringkøbing forsøger at skubbe de nye kystnære vindmøller langt ud i havet. Vattenfall, der skal bygge møllerne, understreger, at de blot følger anvisningerne fra Energistyrelsen.
Når man står og ser ud over Vesterhavet på stranden ved Søndervig lidt nord for Hvide Sande, kan man ikke få øje på en eneste vindmølle – selv om Ringkøbing-Skjern Kommune er den kommune i Danmark, der producerer mest vindmøllestrøm. Og sådan skal det blive ved med at være, mener sommerhusudlejerne i området.
Vi er blevet totalt forbigået i sagen om de kystnære vindmøller.Karsten Fyhn, direktør, DanWest Feriehusudlejning
De har derfor onsdag indleveret en klage til Energistyrelsen over det kommende projekt Vesterhav Syd, hvor der skal rejses 22-23 kæmpevindmølle i havet ud for Hvide Sande og Søndervig. De lokale sommerhusudlejere mener, at vindmøllerne vil skræmme især de tyske turister væk.
Direktør Karsten Fyhn fra DanWest Feriehusudlejning, der er en af klagerne, føler, at en hel branche er blevet tilsidesat i sagen om de kystnære vindmøller, som et stort flertal i Folketinget sagde endelig ja til før jul.
»Vi omsætter som branche for 3 mia. kr. om året, og vi undrer os over, at man har valgt ikke at lytte til vores branche. Vi er blevet totalt forbigået i sagen om de kystnære vindmøller. Hvis man opfører møllerne på den måde, der er lagt op til, vil det betyde, at vores beskæftigelse vil falde, fordi mange turister ikke bryder sig om at skulle se på store vindmøller,« lyder det fra Karsten Fyhn.
Klagerne, der tæller otte forskellige turistvirksomheder omkring Hvide Sande og Søndervig, håber med klagen at kunne skubbe de 190 meter høje vindmøller længere ud i havet i stedet for de 4-8 km fra land, som der er lagt op til.
»Vi håber, at få møllerne ud på 32 km, som man har haft held med ved den tyske ø Sild,« siger Karsten Fyhn.
Simpel og langhåret
Advokat Poul Hvilsted fra advokatfirmaet Horten fører sagen for de utilfredse sommerhusudlejere. Han mener, at sagen på en gang både er meget simpel og samtidig meget langhåret:
»Vi klager over, at det ikke er klart, hvad tilladelsen til at opføre vindmøller går ud på. For at være gyldig og lovlig skal sådan en afgørelse være præcis og angive præcis, hvad tilladelsen kan benyttes til,« forklarer han.
»Men man giver tilladelse til at opføre vindmøller på et stort område, mens tegningerne fra Vattenfall, der skal bygge og drive vindmøllerne, på forhånd har placeret møllerne et bestemt sted på kortet. Samtidig skriver man i tilladelsen, at vindmøllerne skal længst muligt væk fra kysten og være mindst muligt synlige – og de betingelser er en del af etableringstilladelsen. Det er bare ikke klart, når man kigger på tegningen fra Vattenfall,« påpeger Poul Hvilsted.
Hos Vattenfall understreger countrymanager Ole Bigum Nielsen, at man ikke bare kan flytte vindmøllerne.
»Det er Energistyrelsen, der i deres udbud har sat betingelserne. De har udpeget det område, vi kunne placere vindmøllerne i. Vi har valgt at trække de fleste møller så langt væk som muligt, men der er også hensyn til bl.a. vanddybden, der har haft betydning,« siger han.
»Vi kan ikke bare flytte møllerne, da det jo også ville betyde en helt anden pris.«