"Farligt vejr" på Vestkysten og snestorm mod øst - Sådan bliver vejret onsdag
Et lavtryk øst for Danmark medfører vindstød af stormstyrke, forhøjet vandstand og muligvis snestorm på Bornholm.
Kraftig blæst, forhøjet vandstand og mulighed for snestorm. Det er er nogle af de ingredienser, onsdagsvejret har at byde på.
Det er et kraftigt lavtryk, der i løbet af onsdagen bevæger sig fra Norge østover mod Sverige, som sætter gang i det vilde vejr.
Fra morgenstunden vil vinden allerede være stærk fra syd henover Danmark, og DMI forventer kuling og vindstød af stormstyrke ved de vestlige kyster i Jylland, ved Djursland, ved øerne i Kattegat samt ved det nordvestlige Sjælland.
Senere onsdag vil der også være risiko for kuling og vindstød af stormstyrke ved de østlige og sydøstlige kyster på Sjælland. Det skriver DMI i en varsling onsdag morgen.
I løbet af dagen vil vinden dreje over i en vestlig retning og aftage en smule. Ved Vestkysten fortsætter vindstødene af stormstyrke dog, hvilket i løbet af natten til torsdag kan resultere i en kraftigt forhøjet vandstand flere steder.
DMI varsler en forhøjet vandstand op til 3,4 meter over daglig vande ved Vadehavet, op til 2,2 meter over dagligt vande ved den centrale Vestkyst fra Esbjerg til Thyborøn og op til 1,5 meter over dagligt vande i den vestlige del af Limfjorden.
Den sydlige del af Kattegat, Roskilde Fjord og Sundet forventes i løbet af torsdag at få forhøjet vandstand op omkring 100 cm over dagligt vande.
På grund af de kraftigt forhøjede vandstande varsler DMI "farligt vejr" ved både Vadehavet og ved den vestlige del af Limfjorden, hvor DMI råder folk til at undgå at færdes i de potentielt oversømmede områder.
I forbindelse med lavtrykket og den dertilhørende kraftige vind vil der også følge udbredt nedbør i løbet af onsdagen. I de vestlige egne vil det falde mest som regn eller måske slud, mens det over den østlige del af landet bliver mere som slud og tøsne.
På Bornholm vil nedbøren falde som sne, og med en kuling fra syd er der fra onsdag eftermiddag risiko for snestorm.
Når fronten har passeret, hvilket sker natten til torsdag, klarer det op vestfra med byger, der både kan indeholde hagl og slud.
Torsdag vil vinden være noget svagere, men der venter stadig en ret blæsende dag med frisk vind til kuling omkring sydvest, hvorfor der i Vestjylland vil være vindstød af stormende kuling.