Fortsæt til indhold
Indland

Danmark rammes igen af stærk blæst og forhøjede vandstande

Onsdag vil vinden tage til i store dele af Danmark, hvilket kan resultere i forhøjet vandstand flere steder.

Et lavtryk øst for Danmark resulterede i sidste uge i store oversvømmelser i det meste af det sydøstlige Danmark.

Onsdag trækker et nyt lavtryk ind over landet oppe fra Norskehavet, og endnu en gang kan det resultere i stærk vind og forhøjede vandstande. Det skriver DMI i en varsling.

Vinden vil pga. lavtrykket i løbet af onsdag tage til fra en sydlig retning, og når lavtrykket bevæger sig ned over landet, vil vinden skifte over i en vestlig retning. I starten af dagen vil der være hård kuling fra syd og senere fra vest. Ved kysterne kan vindstødene nå stormstyrke.

»Det er et massivt frontsystem, der trækker ned over landet. Det er primært de vestlige kyster, der vil blive ramt hårdest af både vind og forhøjet vandstand,« fortæller Mogens Rønnebæk, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Han forventer vindstød op til 35 m/s, og det kan onsdag og torsdag medføre forhøjede vandstande ved den jyske vestkyst og i Limfjorden. Dog er det »med al sandsynlighed« ikke noget, der vil volde problemer, fortæller Mogens Rønnebæk.

»Vestkysten og Vadehavet er vant til forhøjede vandstande på to-tre meter, så det bør ikke give problemer, og prognoserne er ret stabile, så det ligner ikke, at det forværres,« siger han.

DMI skriver ligeledes i varslingen, at lavtrykket kan medføre »vinterligt nedbør« vestfra. I forbindelse med lavtrykket vil temperaturen i dagtimerne ligge et par grader over frysepunktet.

Torsdag venter fortsat en blæsende dag med frisk vind til kuling omkring vest, og i Nordvestjylland vil der være vind op til hård kuling og vindstød af stormstyrke.