Ambassadør: Nordjysk anholdelse er en kæmpesag i Sydkorea
Anholdelsen af en 20-årig sydkoreansk kvinde i Aalborg er en kæmpe historie i sydkoreanske medier, fortæller den danske ambassadør i Sydkorea, Thomas Lehmann
En anholdelse i Danmark af en 20-årig kvinde er pludselig blevet centrum i en kæmpe politisk skandale, som i månedsvis har truet med at vælte den sydkoreanske præsident, Park Geun-hye.
Dansk politi anholdt søndag klokken 19.54 på en adresse i Aalborg sydøst Yoora Chung, en sydkoreansk konkurrencerytter, som er eftersøgt for omfattende økonomisk kriminalitet af Interpol i forbindelse med sagen.
Den danske ambassadør i Sydkorea, Thomas Lehmann, siger til Jyllands-Posten, at anholdelsen i Nordjylland af den efterlyste Yoora Chung fylder alt i de sydkoreanske medier i dag:
»Det har fyldt meget i de koreanske medier i dag, at dansk politi har foretaget en anholdelse. Det er en person, som har været efterlyst i et stykke tid, fordi man gerne vil have svar på nogle spørgsmål, som anklagemyndigheden har stillet omkring de anklager, som mest knytter sig til den anholdtes mor,« siger Thomas Lehmann, der oplyser, at det er en særlig undersøgelseskommission i Sydkorea, som gerne vil tale med den 20-årige dressurrytter.
Yoora Chung, som Sydkorea nu kræver udleveret fra Danmark, er datter af Choi Soon-sil, der er den sydkoreanske præsidents veninde, som er beskyldt for at have afpresset store virksomheder til at donere penge til en fond, som hun ejer – ifølge anklagerne i ledtog med præsidenten, som er suspenderet og stillet for en rigsret.
Choi Soon-sil skulle bl.a. angiveligt have brugt nogle af pengene fra de afpressede firmaer til at finansiere skolegang i Europa for sin nu anholdte datter.
Thomas Lehmann forklarer i telefonen fra Seoul, at sagen om den sydkoreanske præsident, der er stillet for en rigsret, i det hele taget er den altoverskyggende sag i landet lige nu.
»Der har været demonstrationer hver eneste lørdag i over to måneder. Hundredtusindvis af mennesker er gået på gaden. Det er en stor politisk sag i Korea, som har fyldt alt i medierne i længere tid. Det tager al opmærksomhed i pressen,« siger Thomas Lehmann.
Ifølge politiet i Nordjylland har den 20-årige opholdt sig i Danmark i forbindelse med hestesport. Hun har tidligere vundet guld ved de asiatiske lege, og koreanske medier er bl.a. fulde af spekulationer om, at hun som rytter angiveligt tidligere har besøgt Aalborg flere gange, fordi der er flere fine hestestutterier i Nordjylland.
Kvinden forventes ifølge Nordjyllands Politi fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg mandag kl. 14.00, hvor man vil anmode om frihedsberøvelse indtil, der tages stilling til spørgsmålet om udlevering. Kvinden er således ikke sigtet af dansk politi.
Nordjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at man søndag den 1. januar 2017 kl. 15.49 modtog oplysninger fra en koreansk journalist om, at en kvinde, der er efterlyst for omfattende økonomisk kriminalitet i Sydkorea, opholdt sig på en adresse i Aalborg sydøst.
»Via Interpol blev det bekræftet, at man fra de sydkoreanske myndigheder den 27. december 2016 havde modtaget en anmodning om international efterlysning af en kvinden,« skriver politiet.
Ifølge politiet var der yderligere tre personer samt et barn tilstede på adressen i Aalborg. Men disse personer var ikke efterlyst.
»Kvinden oplyste uopfordret, at hun var identisk med Yoora Chung, og at hun var bekendt med, at de sydkoreanske myndigheder ønskede at tale med hende. Endvidere oplyste hun, at hendes mor var blevet anholdt i samme sag. Hun opholdt sig i Danmark i forbindelse med hestesport,« skriver Nordjyllands Politi.
Nordjyllands Politi er lige nu i dialog med Rigsadvokaten, der afventer endelig udleveringsbegæring fra Sydkorea.