Fortsæt til indhold
Indland

Falske nyheder handler lige så meget om økonomi som om holdninger

Unge tjener i stigende grad penge på at producere falske nyheder, anslår eksperter. Samtidig melder PET nu ud, at man er opmærksom på problemet med falske nyheder.

Det handler ikke kun om at flytte holdninger, når unge bagmænd i dag producerer falske nyheder for at påvirke befolkningerne i Europa og USA. Det handler i lige så høj grad om at tjene hurtige penge, påpeger flere eksperter, efter at Facebook torsdag meddelte, at mediet vil gribe ind for at komme det stigende problem med falske nyheder på internettet til livs.

It-ekspert Peter Kruse fra sikkerhedsfirmaet CSIS anslår på baggrund af flere danske sager, at bagmændene kan tjene op mod 50.000 kr. om måneden bl.a. ved at producere falske nyheder.

»Det er et område i kraftig vækst. Især i udlandet, hvor tingene lige nu går rigtig stærkt. Men vi har også haft sager i Danmark, og de viser, at der faktisk er gode og lettjente penge at hente her,« siger han.

I de danske sager er falske nyheder blevet spredt via Facebook, der ifølge Peter Kruse har virket som en katalysator for, at de unge gennem såkaldte annoncenetværk tjener penge på den trafik, som de falske nyheder genererer. Det samme skete under den amerikanske valgkamp, hvor flere teenagere blev afsløret i at producere falske nyheder om f.eks. Hillary Clintons e-mailsag.

»Derfor er det godt, at Facebook nu reagerer. Men jeg tror ikke, at der er det store at gøre. Fænomenet er kommet for at blive, og det vil vokse i de kommende år,« anslår Peter Kruse.

Det samme siger Jan Birkemose fra Medietrends.dk.

»Det er et af de største problemer lige nu, når vi taler digital udvikling. Og jeg tror desværre, at det bliver svært at komme til livs, selv om Facebook nu forsøger at gribe ind,« forklarer han.

Samtidig anslår den svenske sikkerhedstjeneste, Säpo, at falske nyheder i sidste ende kan splitte det svenske samfund. Tjenesten peger især på, at Rusland i øjeblikket opruster på området. Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, har tidligere omtalt et lignende trusselsscenarie, og Politiets Efterretningstjeneste følger nu trop:

»PET følger udviklingen i truslen fra fremmede stater og er i den forbindelse opmærksom på, at de kan gøre brug af en række redskaber for at udøve indflydelse i Danmark, bl.a. via sociale medier,« skriver tjenesten i en skriftlig kommentar.

Artiklens emner