Regeringens PSO-løsning vil ramme pensionisterne
For at løse problemet med PSO har regeringen bag lukkede døre foreslået at afskaffe den grønne check og midlertidigt hæve bundskatten. Det vil give højtlønnede den største gevinst, viser tal.
De højest lønnede vil få den største gevinst, hvis regeringen kommer igennem med et nyt forslag til at fjerne PSO-afgiften.
Det fremgår af regeringens beregninger af det forslag, der er fremlagt under forhandlinger i Finansministeriet.
Det største bidrag til finansieringen findes således ved helt at afskaffe den grønne check, der i dag gives til personer med indtægter under 392.567 kr. om året.
Regeringen foreslår desuden at skære i børnechecken for familier med tre børn eller mere.
»Store dele af regningen for regeringens forslag lander i bunden. Det vender i den grad den tunge ende nedad,« siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).
Et internt notat fra Finansministeriet viser, at alle familietyper ifølge regeringens egne beregninger, vil vinde på at PSO-afgiften forsvinder.
Men hvor et pensionistpar i lejebolig blot vil opleve en samlet besparelse på 100 kr. om året, så vil en højtuddannet funktionærfamilie til sammenligning tjene 6.100 kr. om året på forslaget.
PSO-afgiften blev indført for at betale for omstillingen til grøn energi. Afgiften er dog i strid med EU’s regler og skal være afskaffet inden den 1. januar. Derfor har regeringen erklæret det for en bunden opgave at få løst problemet.
Trods måneders forsøg har det imidlertid vist sig særdeles vanskeligt at samle flertal for en løsning.
Det har gjort spørgsmålet om PSO til en afgørende knast i forhandlingerne om finansloven.
I foråret foreslog regeringen afskaffelse af PSO’en ved at lade bundskatten stige.
Men det mødte modstand internt i Venstre og den øvrige blå blok. Til sidst afviste Dansk Folkeparti højere skat i bunden som en løsning.
I sit nye forslag gentager regeringen imidlertid ønsket om at hæve bundskatten, dog kun i tre år.
Hos Dansk Folkeparti kritiserer finansordfører René Christensen også den sociale profil i regeringens nye udspil.
DF vil hellere lade erhvervslivet betale en del af regningen.
»I dag deles de private og erhvervslivet om byrden fra PSO. Med regeringens forslag lægger man hele byrden over på dem med de mindste indkomster. I stedet kunne man f.eks. hæve selskabsskatten med 1 pct.,« siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra De Konservative, Liberal Alliance eller finansminister Claus Hjort Frederiksen.