Efterlyst vidne i sag om kvindedrab er fundet
Københavns Vestegns Politi har offentliggjort billeder i sagen om drabet på den gravide, 32-årige Louise Borglit i Herlev og leder fortsat efter vidner.
Københavns Vestegns Politi er formentlig blevet et vidne rigere i efterforskningen af drabet på den 32-årige Louise Borglit i Elverparken i Herlev om aftenen den 4. november.
Fredag formiddag oplyste politiet, at en ca. 50-årig mand, som blev efterlyst torsdag aften, nu er fundet.
»Vi har været i forbindelse med manden og vi vil afhøre ham senere i dag. Vi er meget glade for den store hjælp og interesse vi oplever i denne sag,« siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, som leder efterforskningen.
Ifølge politiet har han »oplyst til andre vidner, at han inden drabet havde set den 32-årige kvinde, mens hun gik i parken og luftede hund.« Politiet håber, at han kan blive et »centralt vidne« i efterforskningen.
Københavns Vestegns Politi har efterforsket flere spor i sagen i den seneste uge, og Søværnets Minørtjeneste har gennemgået søen i Elverparken minutiøst med metaldetektorer i søgen efter gerningsvåbnet.
Eftersøgningen i søen i Elverparken fortsætter fredag, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Den 32-årige kvinde, der var gravid i 7. måned, blev dræbt af knivstik, mens hun var ude at lufte sin søsters og svogers hund.
Endnu er ingen anholdt i sagen, og Københavns Vestegns Politi har nu offentliggjort billeder af både hunden - en otteårig Golden Retriever - og et sæt regntøj magen til det, Louise Borglit bar, sammen med en efterlysning af vidner i sagen.
»Vi er fortsat interesserede i at høre fra vidner, der så afdøde op til overfaldet. Derfor vælger vi at offentliggøre billeder af den hund, hun luftede, og det tøj, hun bar,« udtalte Peter Malmose torsdag aften.
Louise Borglit var iklædt et olivengrønt regnsæt og blå gummistøvler.
Et kvindeligt vidne har over for politiet fortalt, at hun så en mand løbe fra parken omkring gerningstidspunktet. Hun så manden stoppe, løfte armene opgivende og derpå løbe ind i parken igen.
Ifølge politiets signalement, var manden 28-30 år.
»Han er ca. 180 cm høj og tynd/spinkel af bygning og har markeret og smalt ansigt. Han var ifølge vidnet ifør sort jakke med hætte, sorte bukser og mørke sko. Hætten på jakken havde manden slået op, og under den bar han en sort kasket,« skriver Københavns Vestegns Politi.