Fortsæt til indhold
Indland

Danske krigsveteraner har ikke øget tendens til selvmord

Nye tal slår hul i myten om en bølge af selvmord blandt krigsveteraner, mener oberst Jette Albinus fra Veterancentret, som torsdag offentliggør undersøgelse om selvmord blandt hjemvendte danske soldater.

Udsendte danske soldater har ikke større risiko for selvmord end andre danskere.

Det er konklusionen i en ny stor undersøgelse af selvmord blandt mere end 30.000 danske krigsveteraner, der i perioden 1992 til 2014 var udsendt til internationale missioner i bl.a. Afghanistan, Irak og Balkan.

I alt begik 56 hjemvendte soldater selvmord, svarende til 0,18 pct. af alle veteraner, hvilket svarer til tallene i den almindelige befolkning, viser undersøgelsen, som Veterancentret offentliggør torsdag. Dog er soldater, der var udsendt til Kroatien i 1990’erne, mere selvmordstruede end de øvrige veteraner.

Undersøgelsen blev igangsat efter sommerens tragiske begivenheder, hvor tre krigsveteraner begik selvmord, mens en veteran slog sine forældre ihjel.

»Den nye undersøgelse er med til at slå hul i myten om, at der skulle være en bølge af selvmord blandt danske krigsveteraner,« siger oberst Jette Albinus, chef for Veterancentret, som er et behandlings- og videncenter under Forsvarsministeriet.

Hun mener, at de nye tal bør give anledning til eftertanke i både medier, blandt veteraner og i forsvaret, fordi mediestorme som den i sommer kan være med til at legitimere selvmord for psykisk sårbare veteraner. Samtidig stempler og stigmatiserer man alle de velfungerende veteraner.

Hos Veteranalliancen, som kæmper for bedre forhold for syge og skadede veteraner, peger talsmand Claus Stenberg på, at rapporten også viser, at de fleste selvmord sker mere end 11 år efter udsendelsen, og advarer om, at der senere kan komme en bølge af selvmord blandt veteraner fra krigene i Irak og Afghanistan.

»De psykiske lidelser kommer ofte med flere års forsinkelser,« siger Stenberg.

Han betragter mest af alt undersøgelsen som et »hold kæft-bolsje« og et forsøg på at lukke debatten om selvmord.

Forsvarsminister Peter Christensen håber, at den styrkede veteranindsats, som regeringen fremlagde i september, kan bidrage til endnu færre selvmord fremover, men vil ikke udelukke, at det kan gå den anden vej.

»I forhold til vores veteraner fra Afghanistan og andre missioner i nyere tid har vi måske endnu ikke set det fulde billede, hvad angår mulige psykiske efterreaktioner. Det skal vi naturligvis holde os skarpt for øje og være klar med støtte ved behov,« siger Peter Christensen.