Ny kirke på vej: Plads til kyssepar og legende børn
København får sin første nybyggede kirke i næsten 30 år
Som legeplads for ungerne, kyssebro for kærestepar og hvilende og vederkvægende frirum ved vandet for mennesker i alle aldre.
Når København for første gang i næsten 30 år får en ny kirke, har Sydhavns Sogn i sit valg af vinderprojekt lagt vægt på, at kirken ikke kun er tilgængelig søndag i kirketiden.
»Det er vigtigt, at kirken er et sted, man kan komme til på alle tider af døgnet, når man har behov for det. Vi har i de seneste år arbejdet intenst på at skabe kirkelige aktiviteter, der kommer folk i møde der, hvor de er i livet. Den nye kirke kan man komme til 24/7,« siger menighedsrådsformand Lone Rasmussen.
Det er tegnestuen JAJA Architects, som har slået stregerne til kirken i et stort og nybygget boligområde langs Københavns Havn, og vægten er lagt på et byggeri, der bevæger sig fra vandkanten og slutter med korset helt oppe i himlen.
Udvendigt er kirken udstyret med gangarealer og opholdsrum i mange niveauer, så det også fysisk er muligt at bevæge sig op gennem luftlagene – en arkitektonisk hilsen til den eksisterende Frederiksholms Kirke i sognet, som er udstyret med en klatrevæg og fysisk mulighed for at søge mod højderne.
Den nye kirke, som skal betjene de mange tilflyttere til Sydhavnen, kommer til at koste 140 mio. kr. og ventes færdig i juni 2019.
Siden 2000 er der ifølge Kirkeministeriet bygget 10 nye kirker og kirkerum i Danmark.