Delebilisten Nicoline har regnet den ud: Hun holder bil for 1.400 kr. om måneden
Da Nicoline Olesen begyndte at tænke over sit behov for egen bil, var valget let: En citydelebil. Nu er hun med i to ordninger og har altid en bil ved hånden.
Nicoline Olesen har fundet en ledig delebil, som står parkeret på Gothersgade i centrum af København. Hun tager opladeren ud af den eldrevne BMW, bakser den lange slange sammen og smider den i bagagerummet. Hun finder sit DriveNow-medlemskort i sin pung og bipper kortet på en lille sensor i forruden. Bilen er låst op.
Den blåhvide BMW er en del af en flåde på 400 eldrevne delebiler, som firmaet DriveNow har stillet til rådighed for københavnerne som et supplement til offentlig transport.
Nicoline Olesen har fundet bilen via sin DriveNow-app. Da hun forlod sit kontor i Borgergade, hvor hun driver et konsulentfirma, åbnede hun appen og fandt den nærmeste ledige bil, som stod parkeret 200 meter væk. Hun trykkede ”reserver” på bilen, og herefter havde hun 15 minutter til at nå hen til bilen.
Enkel recept: Log ind, klik og kør
Nicoline Olesen sætter sig ind bag rattet og logger ind med sin personlige kode på bilens skærm. Bilen beder hende om at tjekke for skader og vurdere, hvor ren bilen er. Til sidst bliver hun tilbudt at købe en tillægsforsikring. Hun trykker ”nej tak”.
Vi er klar til at køre.
»Man skal lige vænne sig til, at bilen ikke siger noget,« siger Nicoline Olesen, da hun trykker på startknappen og bakker bilen væk fra den lille holdeplads og ud i eftermiddagens myldretid.
Hun bruger delebilerne fire til fem gange om ugen for at komme rundt i byen. I stedet for at tage bussen eller toget, tager hun en elbil, når hun skal til møder i byen eller til middag hos gode venner.
Det koster hende mellem 400 og 600 kr. om måneden, afhængigt af hvor meget hun kører.
Ikke et alternativ, men et supplement
Om morgenen kører hun jævnligt fra sit hjem ved Østerport Station til Svanemøllen for at vinterbade. Det tager fem minutter, når der ikke er myldretid, og turen koster hende 19 kr.
Havde hun købt en almindelig tozoners billet til bussen eller S-toget, havde turen kostet 24 kr. Medmindre hun har et klippekort, hvor prisen er 15 kr. per billet.
Prisen for at køre DriveNow afhænger udelukkende af minuttaksten. Det koster som hovedregel 4 kr. i minuttet at køre i elbilerne, men Nicoline Olesen optjener gratis minutter, når hun sætter bilen til opladning. Derfor svinger prisen lidt.
Så snart hun begiver sig ud på længere ture, er DriveNow ikke længere et billigere alternativ til offentlig transport. Nicoline Olesen har for eksempel betalt 92 kr. for at køre en tur på 23 minutter.
Hun anser ikke de eldrevne biler som et alternativ til offentlig transport, men som et supplement.
»Når der holder så mange biler i byen, er det nemmere og mere fleksibelt at tage en bil frem for at tage bussen. Og det er billigere end en taxa,« siger hun.
»Før i tiden tog jeg ikke min egen bil til en fest fredag aften, fordi jeg vidste, at jeg skulle have noget at drikke. Med en delebil kan jeg lade bilen stå, hvor jeg vil. Det er smart,« siger hun.
En leaset delebil til lange ture
Det er tilladt at parkere DriveNows biler, hvor man vil, så længe man holder sig inden for den afgrænsede zone, hvor bilerne må køre. Den zone dækker området fra Hellerup station til Kastrup Lufthavn og fra Amager Strandpark til Husum Torv.
Man må gerne køre ud af zonen, men bilen skal afleveres inden for zonen. Det begrænser for eksempel Nicoline Olesen i at køre til Farum. Men det er hovedsageligt myldretid og trafikpropper, der kan afholde hende fra at tage en DriveNow. Prisen bliver for høj. Hun synes også, usikkerheden kan være en ulempe.
»Jeg ved aldrig 100 procent, om der er en ledig bil i nærheden, når jeg kigger på kortet i appen. Jeg ville ikke kunne klare mig kun med DriveNow. Jeg er glad for at have min egen delebil også,« siger hun.
Foruden DriveNow har Nicoline Olesen en Citroën Cactus, som hun har leaset sammen med en ven fra sit bofællesskab og vennens ekskone, som bor i nærheden. De tre venner har valgt at dele en leasingbil, fordi de alle har brug for en bil, men de er ikke afhængige af at have en bil til rådighed hver dag.
»En delebil er billigere for os alle tre og giver et mindre ressourcespild, fordi bilen bliver brugt. Den står ikke parkeret det meste af tiden, som da jeg havde min egen bil,« siger Nicoline Olesen.
De tre venner deles om en regning på cirka 3.160 kr. om måneden. 1.900 kr. i leasingydelse, 500 kr. i forsikring, 700 kr. for benzin og 60 kr. for en parkeringslicens.
Når de splitter regningen, betaler de 1.053 kr. per mand.
Træt af at have ret til egen bil
For Nicoline Olesen var det tanken om at spare penge, der i første omgang skubbede hende fra enebil til delebil. Men da hun i sommer kørte i sin delebil fra København til Humlebæk for at passe sin fars hus, begyndte hun at reflektere over det aftryk, hun havde sat ved at have sin egen bil.
»Når man kører igennem morgentrafikken, er det absurd, så mange biler der kører med én person i hver. Jeg synes, at det er frås at have sin egen bil. Jeg bruger en delebil for at spare penge, men lige så meget for at deles om ressourcerne. Jeg kan godt lide, at jeg gør noget smartere for mig selv og for verden på samme tid,« siger hun.
Jeg synes, det er frås at have min egen bil. Jeg bruger en delebil for at spare penge, men lige så meget for at deles om ressourcerne.Nicoline Olesen, delebilist i København
Nicoline Olesen indrømmer, at det kan være irriterende at være tre om at dele en bil. Særligt i ferieperioderne, når de alle tre gerne vil bruge bilen. Men hun er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om vi altid har brug for den frihed, der følger med at have egen bil.
»Jeg er blevet træt af at skulle have ret til alting. At have ret til at tage bilen, når det passer mig, eller have ret til at købe, hvad der passer mig. Når vi får mere, vil vi også have mere, og det skal helst være nu og her. Når man deler, begynder man at spørge sig selv: Har jeg egentlig brug for det?,« siger hun.
Nicoline Olesen drejer den blåhvide DriveNow-bil ind på parkeringspladsen i Borgergade, tæt på hvor hun arbejder.
Vi skynder os ud af bilen, så taxameteret ikke bliver ved med at tikke. Vi har kørt i 10 minutter. Regningen blev 36 kr.